En dansk udviklet proteindrik har premiere på Anuga lørdag. Hedegaard Foods har udviklet en af verdens første æggehvide-baserede proteindrikke. Proteinindholdet er rekordhøjt, og produktet er helt rent (clean labelled) uden konserveringsmidler, laktose og fedt. Samtidig har proteindrikken ifølge producenten en fantastisk smag, hvilket de besøgende på Anuga i Køln er blandt de første der kan afprøve.
Den nye proteindrik hedder white og har kun 1 hovedingrediens, nemlig æggehvide. White indeholder 1 g protein pr. 10 ml., og det er et højere proteinindhold end de fleste andre proteindrikke. Det betyder, at man kan nå de magiske 22 g protein allerede ved 220 ml. Æggehviden indeholder protein med alle de 9 essentielle aminosyrer herunder de 3 forgrenede aminosyrer leucin, isoleucin og valin, der er helt essentielle, når muskelvæv skal opbygges.
Samtidig indeholder white ingen laktose, som de fleste andre proteindrikke på markedet, da den udelukkende er baseret på æg. White produceres foreløbig i 4 smagsvarianter; jordbær, vanilje, granatæble og multifrugt. Produktet kommer i danske detailhandelsbutikker fra januar 2016 og Ivan Noes Jørgensen har store forventninger til afsætning af produktet, da der globalt er stor efterspørgsel efter produkter med højt indhold af kvalitetsprotein.
– Vi producerer white i Danmark, og så længe produktet er på køl, kan det transporteres relativt langt. Vi har en forventning om at nå bredt ud, og at nå en omsætning på et tocifret millionbeløb allerede i 2016, sagde han dagen før Anuga åbnede dørene i Köln.