En målrettet vækststrategi sætter kursen for udviklingen og skaber eksportsucces hos Intech International, der netop har vundet Danish Export Associations’ pris ’Danish Exporter of the Year 2020’
– Vi er meget stolte af og beærede over titlen ’Danish Exporter of The Year’. Det er en stor anerkendelse af vores virksomhed og det store arbejde, vi alle udfører hver dag. Det er én i rækken af mange titler igennem tiden til Intech, men den her pris betyder virkelig noget for os. Nogle priser betyder mere end andre, og den her pris er vi virkelig glade for, udtaler Leif Carøe Andersen, Owner & Director, Seafood Division, Intech International.
Prisen Danish Exporter of the Year uddeler Danish Export Association hvert år til én ud af mere end 600 medlemsvirksomheder, der har præsteret markant eksportvækst over en årrække, viser en innovativ tilgang til eksport og gør en ekstraordinær indsats for at fremme dansk eksport. Prisen blev overrakt til Eksportkonference 2020 på Christiansborg.
Øget omsætning
Intech International designer og producerer procesudstyr i rustfrit stål til fiskeri- og fødevareindustrien, fx til at koge fisk og skaldyr. Fra 2016-2019 har virksomheden øget omsætningen med 40 procent, hvor de især har oplevet en kraftig vækst i salget af maskiner til fødevareindustrien.
– Intech International har leveret en imponerende vækst, der med prisen får velfortjent anerkendelse. Dette års vinder er et godt eksempel på, hvordan en målrettet vækststrategi og fokus på sin produktportefølje kan levere resultater på eksportmarkeder. Det lykkes endda med 100 procent produktion i Danmark. Intech Internationals flotte resultater og store netværksengagement i vores forening gør dem til en stærk repræsentant for dansk eksport, siger Ulrik Dahl, CEO, Danish Export Association.
Udvidelse af produktportefølje
Et af fokuspunkterne i Intech Internationals vækststrategi er deres produktportefølje. Derfor har virksomheden blandt andet udvidet sit produkttilbud med opkøb inden for industriautomatik.
– Robotceller, palleteringsanlæg og elektrisk konstruktion komplementerer vores nuværende produkter og er en naturlig udvikling, der sammen med oprustning på salgssiden er med til at fremtidssikre vores forretning, fortæller Leif Carøe Andersen, Owner & Director, Seafood Division, Intech International.
Dansk produktion
Alle produkter bliver produceret i Danmark, så Intech International har kontrol over kvalitetssikring af produkterne. Netop den høje danske kvalitet bryster de sig med, når de markedsfører sig i udlandet.
– Vores danske produktion er en stor fordel, når vi præsenterer, hvad vi kan tilbyde som dansk virksomhed og leverandør. Det vidner om høj kvalitet, som er et vigtigt argument i beslutningsprocessen for vores internationale kunder, fortæller Leif Carøe Andersen, Owner & Director, Seafood Division, Intech International.