SIAL der er blandt verdens største fødevaremesser, slår i disse dage dørene op for et show i særklasse, der bydes på trends og innovationer, og ikke mindst mad og oplevelser i lange baner. FødevareFOKUS er rejst til Paris og giver et billede af hvad de op mod 160.000 besøgende fagfolk vil opleve i perioden 16-20. Oktober.
Af Kasper Mundt-Nielsen
De mange besøgende kan besøge ikke mindre end 7000 udstillere fordelt ud over 8 haller. Og udstillerne har noget for enhver smag, bogstaveligt talt.
Der er ostefondue…
.. og der var eksotiske asiatiske specialiteter. Midt imellem bydes der naturligvis også på god fransk champagne, lækkert charcuterie, velproducerede mejeriprodukter og meget meget andet.
Danskere er her heldigvis også massere af. Blandt dem står Bornholms A/S sammen med deres franske agent Guyana Ltd. Salgsdirektør Henrik Petersen fortæller, at deres produkter, som omfatter bl.a. den velkendte torskerogn, er typisk dansk, og derfor har samarbejdet med den franske agent været givtigt for at få udbredt kendskabet til Bornholms. I Frankrig er torskeleveren efterspurgt, og det har været deres vej ind på markedet.
– Vi er glade for at komme på SIAL, som byder på et utroligt bredtfavnende distributionsnetværk. I dag har vi for eksempel haft besøg af uzbekere, kinesere og egyptere – dem havde vi aldrig kommet i kontakt med derhjemme, siger Henrik Petersen.
Kød og mejerisektionerne udgør omkring 15 % af udbuddet, og er blandt messens hovedsektorer. Her fremvises både velkendte og nye produkter i stribevis. Vandersterre Group præsenterer en ny og prisvindende emballage til deres Prima Donna ost, og den skarpe læser vil muligvis bemærke, at den skiveskårede ost allerede er præsenteret på det danske marked.
Fødevarebranchen er i rivende udvikling over hele kloden, og det tydeliggøres med utallige skilte som dette, der søger nye distributører og aftagere af alverdens produkter.
På store messer som SIAL er et lille show en god måde at skabe kontakt til kunderne, og adskillige udstillere har valgt “ben-på-stativ-metoden” – og det virker. Denne udstiller har fået et par kvadratmeter på Danish Crowns store og travle stand, og den lækre velhængte skinke er en god isbryder.
Innovation og trends har fået tildelt et område netop som man træder ind ad hovedindgangen; en af de helt store fødevaretrends denne sommer, er foodtrucks, så det ser man naturligvis også på SIAL. Foodcourts og foodtrucks har taget de danske storbyer med storm og i Singapore har en foodtruck endda fået en Michelin-stjerne…
SIAL afholder en stor konkurrence for at hylde innovationen og afgiver priser til de produkter der er med til at udforme morgendagens trends. 2188 produkter fra 942 virksomheder kæmper for at løbe med den prestigefulde pris SIAL Innovations Awards og i december numrene af Food&Drink og LevnedsmiddelBladet vil du kunne se et udpluk af vinderne og læse den samlede reportage fra dette års SIAL Paris.
På gensyn