Fødevarestyrelsen advarer mod en farlig tyskproduceret vodka solgt fra en privatadresse på Idræts Allé i Hjørring. Flaskerne stammer fra en tysk spiritusproducent der ifølge de tyske myndigheder har produceret vodka med et meget højt og ulovligt indhold af træsprit (methanol). Træsprit kan i værste tilfælde medføre blindhed eller død. I andre tilfælde risikeres koma, synsforstyrrelser eller hyperventilation, lyder advarslen fra Fødevarestyrelsen.
Fødevarekontrollens Rejsehold har allerede konfiskeret 120 halvliters flasker med vodka som på billedet, men kan ikke afvise, at der er yderligere flasker i omløb og opfordrer derfor alle, der har købt vodka fra den pågældende adresse eller vodka på tilsvarende flasker til at kassere disse og informere den lokale Fødevareregion. Hvis man får ovennævnte symptomer, så skal man omgående søge læge.