I 25 år har Danske Ølentusiaster arbejdet for udbredelsen af og kendskabet til kvalitets øl og ølkultur. Det markeres landet over den første lørdag i september.

Øl er mere end bare øl. Øl er kultur. Øl er tradition. Og øl samler mennesker. Derfor har øllet også sin egen dag, Øllets Dag, som hvert år fejres over hele landet den første lørdag i september.
Øllets Dag i 2023 er ekstra speciel, da den markerer Danske Ølentusiasters 25-års jubilæum.
Den 5. september 1998 blev Danske Ølentusiaster stiftet, og det skal fejres på behørig vis. Landet over har foreningen siden 2003 – først som Den Danske Øldag – og fra 2005 som Øllets Dag kippet med flagene og hyldet både det gode øl og Danske Ølentusiaster.
Da dagen hed Den Danske Øldag blev den afholdt på foreningens fødselsdag, uden at tage hensyn til om det var weekend eller ej, men med Øllets Dags komme, blev dagen officielt flyttet til den første lørdag i september.
Øllets Dag har sin egen side, hvor øl-arrangementer over hele landet samles, både dem, som hører under Danske Ølentusiaster, men også uafhængige arrangementer i butikker, på barer, bryggerier og hos håndbryggere.
Jubilæum fejres med en åben, online smagning
Tirsdag den 29. august bringer Danske Ølentusiaster medlemmer og andre ølnydere fra hele landet sammen, når Danske Ølentusiaster i samarbejde med Craft Makers Collective afholder en virtuel ølsmagning, hvor alle er inviteret.
Omdrejningspunktet for ‘Virtuel Ølsmagning #1 – 25 års Højt Skum’ er udviklingen i det danske øllandskab i Danske Ølentusiasters første 25 år.
Det er redaktøren på Danske Ølentusiasters medlemsblad Ølentusiasten, Kasper Mundt-Nielsen, der er vært på Virtuel Ølsmagning. Han fortæller:
“Virtuel Ølsmagning bliver en rejse gennem den udvikling øllet har undergået i de 25 år Danske Ølentusiaster har arbejdet for at fremme udbredelsen af kvalitetsøl og ølkultur.”
Smagningen, der bliver afholdt på YouTube bliver afholdt den 29. august fra kl. 19. til 20.