Lange køer, nyåbnet butik i Magasin på Kongens Nytorv og en pakket eventkalender har fået Abrikos Sandwhich til at slå sig sammen med bageriet Jalm&B – nu bages det karakteristiske bløde sandwichbrød i bageriet på Amager, uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Mange Københavner-næser har måske bemærket, at en af byens mest populære sandwiches findes hos Abrikos, som har hjemme i Nørregade. De overskårne sandwich har været populære på Instagram, og et af kendetegnene er det lyse, svampede sandwichbrød.
Indtil nu har Abrikos selv bagt brødet dagligt, men med deres succes har man måtte erkende at kapaciteten ikke står mål med efterspørgslen.
“Vi er helt blæst bagover af den medvind vi oplever lige nu og vi er så glade for at opleve den interesse og support der er for vores sandwiches, vi har gjort os umage for at udvikle. Men vi har simpelthen ikke nok plads i vores ovne, til at bage så mange brød. Og hvor går man så hen, når ikke kvaliteten skal falde?” siger Mathias Thomassen fra Abrikos.
Klar i sandwichbar og hos grossister
Svaret på spørgsmålet blev Københavnske Jalm&B, et mikrobageri med kapaciteterne til stordrift, som har hjemme i Kastrup på Amager. Her bager man allerede burgerboller, pølsebrød, surdejsbrød og –boller og meget mere, som kan findes på hylderne i supermarkeder og på en lang række af landets bedste restauranter og spisesteder. Alt er 100 pct. økologisk, der arbejdes med lokale råvarer og fødevareproduktion tilgås med en cirkulær tankegang, blandt andet også gennem de partnerskaber, som Jalm&B indgår.
“En stor del af vores berettigelse, er de partnerskaber vi med stolthed indgår. At gå sammen med Abrikos om at lave det ultimative sandwichbrød har været en fed proces og vi er så stolte af resultatet,” udtaler Mads Lundén Hermansen fra Jalm&B
Et hvidt, saftigt Pain de Mie-brød med kartoffel og en smule surdej er resultatet af samarbejdet, og brødet kan nu også købes af foodservice-kunder hos landets fødevaregrossister.