Ny fælles arealanalyse fra Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, Danmarks Naturfredningsforening og Tænketanken Hav giver for første gang et samlet overblik over, hvor det er forbudt at fiske med bundslæbende redskaber i danske farvande. Det er håbet, at analysen kan bruges til at beskytte flere havområder og i de politiske forhandlinger om fremtidens fiskeri.
En ny fælles arealanalyse fra Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, Danmarks Naturfredningsforening og Tænketanken Hav viser, at der i dag i 4,6 pct. af Danmarks havareal er forbud mod at fiske med alle de fem typer af bundslæbende redskaber, der benyttes i dansk farvand – dvs. bundtrawl, bomtrawl, skraber, snurrevod og skotsk vod.
Med de tiltag Folketingets partier har besluttet i Havplanen og i Havstrategiens Indsatsprogram, vil det samlede forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber komme til at udgøre 12,7 pct. af Danmarks havareal. Naturbeskyttede havområder med forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber vil komme til at udgøre 11,5 pct.
Det betyder, at regeringen er på vej i den rigtige retning, mener de tre organisationer. Det understreger dog samtidig, mener de, at Danmark stadig er et godt stykke fra at realisere EU-målsætningen om, at mindst 30 pct. af havet skal være reelt beskyttet i 2030, inkl. et forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber.
På baggrund af analysen anbefaler de tre organisationer, at minimum 30 pct. af det danske havareal senest i 2030 skal være reelt beskyttet i et netværk af beskyttede havområder, som sikrer sammenhængende områder, hvor havnaturen har ro og fred, og hvor det er forbudt at fiske med alle typer af bundslæbende redskaber. Organisationerne opfordrer til, at udpegningen sker på et videnskabeligt grundlag, og med hensyntagen til de eksisterende såkaldte beskyttede områder og i dialog mellem regeringen, Folketinget, forskere, og andre relevante interessenter.
Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation, udtaler:
“Analysen viser, at der er mange forskellige forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber i Danmark. Det er godt, at denne analyse, nu kaster lys over dette. Det er også godt at få frem i lyset, at vi slet ikke fisker med bundslæbende redskaber alle de steder, hvor vi har tilladelse til det”.