Er du den allerbedste indenfor dit felt? Så er det nu, du skal slå til. Søgen efter landet bedste kandidater til årets fødevarepriser anno 2020 er sat ind.
Igen i år kårer Landbrug & Fødevarer Danmarks dygtigste fagfolk fra madverdenen, når Slagterprisen, Kantineprisen, Mejeriprisen og Frugt- og grøntprisen bliver uddelt. Økologiske Køkkenroser skifter i år navn til kØkkenprisen. Prisen hylder stadig madprofessionelle, der hver dag gør en indsats for at hæve måltidskvaliteten og økologiprocenten i landets offentlige køkkener.
– Der er et højt ambitionsniveau ude i køkkenerne og med det nye navn og de skærpede kriterier, hæver vi nu barren for prisen og sikrer, at den er tidssvarende. Med fokus på økologi, kulinaritet og ansvarlighed som de bærende elementer får vi nu sat ekstra gang i den positive udvikling, vi allerede i dag ser hos de nominerede, siger prisansvarlig for kØkkenprisen, konsulent Kristian Ploug Grut.
Hvem kan indstilles?
Landbrug & Fødevarer efterlyser kandidater, der går den ekstra mil i forhold til måltidet, kunderne og i de gode fødevarers tjeneste. Madprofessionelle, der sætter en ære i at udføre godt madhåndværk. Og som har et sortiment, der både udfordrer og er tilpasset målgruppen.
En sejr giver respekt og anerkendelse
”Priserne er med til at sikre og hæve det høje niveau i fødevarebranchen. Hver pris har sin egen jury af højtspecialiserede fagfolk, og juryens kriterier og forventninger er høje. Det er nemlig ikke helt uden betydning at vinde prisen – det giver anerkendelse og respekt. Både blandt kunder og kollegaer i branchen. Og så kan det ses på bundlinjen, siger prisansvarlig for Slagterprisen og Mejeriprisen, chefkonsulent Vickie Enné Ryge.
For mere information om nominering, kriterer og datoer kan du klikke her: