Som led i føtex foods ambition om at få mere økologisk kød på hylderne har kæden indgået et samarbejde med det sjællandske landbrug Mineslund, som vil levere krogmodnet oksekød fra stude og ungkvæg samt hakket oksekød til udvalgte butikker i København og Aarhus.
– På sigt skal det danske, økologiske kød ligge i køledisken i alle landets føtex food-butikker, og i fremtiden kan samarbejdet mellem føtex food og Mineslund også blive yderligere udvidet, siger salgsdirektør Jan Larsen.
– Der er givetvis plads til flere varianter, hvis kunderne er lige så begejstrede, som vi er.
Fra Mineslund forklarer agronom Eirik Vinsand, at kastrerede tyre vokser langsommere, hvilket gør, at man får en langt bedre kødkvalitet.
– Mine stude kommer på græs halvdelen af deres liv, og med græs som det primære fødegrundlag får man kød, som er mørkt og smagfuldt. At studene kommer på græs, er desuden med til at give en anden muskelmasse, fordi de har langt større mulighed for at bevæge sig, siger han, og tilføjer, at kødet fra Mineslund er krogmodnet, som gør, at vandet fra kødet fordamper, så det i højere grad består af kød og i mindre grad af vand, og derudover koncentrerer det kødsmagen.
– Samtidig øger det mørheden, fordi enzymerne nedbryder fibrene i kødet. Tilsammen resulterer det i kød af særlig god kvalitet, mener ejeren af Mineslund fra Asnæs ved Kalundborg, der har en studeproduktion på ca. 250 dyr om året.