Efter succesen med McFlurry Skildpadde går McDonald’s og Toms igen sammen om at give danskerne en ny is-variant. Denne gang er det den ikoniske lakridsslik Heksehyl, der flytter ind i ismenuen hos McDonald’s.

McFlurry Heksehyl kombinerer McDonald’s klassiske vaniljeis med en intens lakridssovs, inspireret af den unikke smag fra Toms’ Heksehyl – en af Danmarks mest kendte og elskede lakridsspecialiteter.
“Danskerne elsker lakrids, og Heksehyl er en ægte klassiker. Vi er stolte af at kunne give vores gæster en ny og overraskende smagsoplevelse, hvor vi kombinerer to brands, som mange danskere har et særligt forhold til,” siger Camilla Steffensen, Media & Digital Manager, McDonald’s i Danmark, og fortsætter:
“Danskerne elsker lakrids, og vi ønsker at være danskernes McDonald’s, så selvfølgelig skal vi også have lakrids på menuen. Derudover er det en høj prioritet for os at have danske samarbejdspartnere.”
Lakrids – en dansk favorit
Lakrids er det næststørste undersegment i det danske slikmarked og står for hele 16 pct. af salget af slikposer. Hele 76 pct. af danskerne spiser lakrids mindst én gang i kvartalet, og 74 pct. kender Heksehyl.
Heksehyl blev lanceret i 1970’erne og er siden blevet en af de mest kendte lakridssmage i Danmark. Heksehyls kombination af salmiakfyld, sød lakrids og sukker giver en rigtig god lakridssmag, som McDonald’s og Toms i fællesskab har videreudviklet på til McFlurry Heksehyl.
“Vi har lavet lakrids i snart 100 år, men det er første gang, vi ser Heksehyl i en McFlurry. Det er en nyfortolkning af et produkt, der har fulgt danskerne i generationer – og vi tror, det bliver en kæmpe succes,” siger Sabine Wahl, Nordic Marketing Manager, Toms.
McFlurry Heksehyl lanceres i alle McDonald’s restauranter i Danmark fra 2. september og fås i en begrænset periode.