
Danmarks næststørste mejeri målt på mælkemængde direkte fra danske landmænd udvider produktporteføljen. Mammen Mejerierne A/S har indgået et ligeværdigt partnerskab med Kastberg Is, der er kendt for is af allerhøjeste kvalitet.
– Vi er stolte af, at kunne præsentere gourmet is i vores sortiment. Ismager Joachim Kastberg har gennem de sidste par år været blandt de bedste til at skabe den helt rigtige smagsoplevelse. Vi ser et stort potentiale i det nye samarbejde, forklarer Karsten Føgh, salgsdirektør i Mammen Mejerierne.
Partnerskabet betyder, at der vil blive foretaget nye investeringer i produktionsmaskiner, der mangedobler den nuværende kapacitet i Kastberg Is. Den nye ledelse i virksomheden bliver primært ismager Joachim Kastberg og Peter Staunsbæk, driftsingeniør og medejer af Mammen Mejerierne.
– Kastberg Is har primært solgt til restauranter, caféer, ishuse og hoteller. Vi vil se nærmere på muligheden for at skabe nogle fantastiske produkter til detailbrancen. Vi oplever en stor interesse for godt dansk håndværk, der er baseret på de bedste lokale råvarer. Jeg er sikker på, at Kastberg Is i tæt samarbejde med Mammen Mejerierne kan fortsætte den eksplosive vækst, forklarer salgsdirektør Karsten Føgh.
Som et led i samarbejdet flytter Kastberg Is produktionen fra Silkeborg til Drøsbro Mejeri i starten af 2018.