Når man sidder med menu-kortet på en restaurant, kan det være svært at beslutte sig for, hvad man har lyst til, og så får man måske bestilt for meget.
På en restaurant i Viborg får det nu konsekvenser, hvis du ikke kan spise op – så koster det nemlig ekstra.
Det er “Ad Libitum In Sushi”, der nu indfører en betaling på 15 kr. for hver sushi, gæsterne på restauranten levner ud over de tre, der er tilladt.
Det har medført, at restauranten nu sparer 1000 kr. på råvarer om dagen.
– Vi kan nu holde længere åbent, da udgifterne til madspil er faldet, fortæller kok og indehaver Adam Xu til TV2.
Redaktør på Food&Drink, Klaus Hansen, kommenterer:
– Jeg tvivler på, at det er særligt smart at udstede bøder til sine spisegæster, og restaurationens indehaver kan risikere, at spisegæsterne bliver så sure over bøderne, at de ikke vil sætte deres ben i restauranten mere.
– En restauratør bør ikke lege madpoliti, og jeg tror, det er smartere at opsætte skilte i restauranten – eller evt. skrive i menukortet – om hvor vigtig madspild er, og gæsterne ikke bør bestille eller tage mere mad fra buffeten, end de kan spise.