Nationalt Center for Lokale Fødevarer (NCLF) er snart klar med en ny bog om konsekvenserne af coronakrisen for de lokale fødevarer i Danmark.
Covid-19 har været en katastrofe for mange i branchen, men har også skabt nye muligheder. Derfor giver det ifølge NCLF’s direktør Jesper Zeihlund mening at samle et øjebliksbillede og gøre det tilgængeligt for alle, så branchen kan bygge videre på de nye ideer og muligheder, der er opstået.
– Der er sagt og skrevet meget nedslående omkring effekten af coronakrisen, så NCLF’s lille bog skal være en energigivende inspirator til fødevarebranchens handling i fremtiden, lyder det fra Jesper Zeihlund.
Den nye virkelighed påvirker både forbrugere, gastronomien, detailhandlen, landdistrikterne, producenterne – og altså hele værdikæden. Samtidig har de lokale fødevarer fået en helt ny betydning: de er gået fra at være ”nice to have” til ”need to have”.
Bogen samler input fra forskellige nøglespillere i branchen, f.eks. Nemlig.com, Aarstiderne, Coop Crowdfunding, Torvehallerne, grøntsagsavler Søren Wiuff, Michelinkok Claus Henriksen og flere andre.
Bogen er skrevet af NCLF’s team: Direktør Jesper Zeihlund, formidler Helene Meden Hansen og journalist Carolina Kromann Wåhlin. Den udkommer i slutningen af august og kan købes på http://www.nclf.dk