Hos de danske restauranter, caféer og barer er man positive over udmeldingen om yderligere lempelser af restriktioner i forbindelse med corona, der blandt andet betyder en gradvis lempelse af lukketidsreglen og afskaffelse af brug af mundbind.
– De mange restriktioner begrænser branchens muligheder for at indhente det tabte, så de kan betale den store gæld de skubber foran sig, derfor er det utrolig positivt at vi nu kan se ind i en sommer med en gradvis større åbning. Vores to største ønsker i går var indrømmelser på lukketid og arealkrav – dem får vi hhv. 11. juni og 1. juli – det er vi rigtig glade for, udtaler Freja Brandhøj, politisk chef i Danmarks Restauranter og Caféer og fortsætter:
– For det er helt altafgørende at branchen får en god sommer, med de seneste nyheder der viser en massiv gældsbyrde i netop restaurationsbranchen.
Allerede pr. 11. juni vil åbningstiden på serveringssteder blive udvidet til kl. 24.00 og per 15. juli bliver denne udvidet til kl. 02.00. Krav om at bære mundbind på serveringssteder udfases d. 14. juni.
Den stramme lukketidsregel har haft betydet omsætningsnedgang på 20 procent fredag og lørdag hos Madklubben. Det samme gør sig gældende hos virksomheden DiningSix, der ejer en række restauranter i København og Århus.
– Lukketidsreglen har alene på vores 8 restauranter betydet en omsætningsnedgang på 23 pct. og det var derfor vores største ønske at få udfaset netop den regel først – det er positivt at aftalepartierne har kæmpet for branchen i den her sag – og vi glæder os til at kunne have gæsterne lidt længere allerede fra i morgen, udtaler Sandra Marquardsen, medejer DiningSix.
Branchen er også begejstrede over udsigten til arbejdsgange uden brug af mundbind og visir, men også udsigten til udfasningen af coronapasset pr. 1. oktober skaber glæde.
– Det bliver en lettelse ikke længere at agere mundvinds- og paskontrol – og vi kan ikke sige mere om det, end at vi glæder os til at medarbejderne bliver fri for de diskussioner og aflysninger der opstår – ikke mindst pga. coronapasset, udtaler Freja Brandhøj, politisk chef i DRC.