Klimaforandringer truer vores elskede kaffe. I særdeleshed er det kvalitetskaffen, der står for skud
Af Jacob Bastrup, Ønsk Kaffe
Forestil dig en verden uden kaffe. Det lyder som starten på en frygtelig og dystopisk roman af George Orwell. Ikke desto mindre kan det blive til virkelighed, hvis udledningen af drivhusgasser ikke reduceres, og den globale gennemsnitstemperatur fortsætter med at stige.
Det er ikke kun en ulykke for kaffedrikkere verden over. Udover alle os, der elsker en god kop kaffe, vil også de mange kaffedyrkende nationer være i risiko for, at klimaforandringerne river tæppet væk under landenes økonomi. I et land som Nicaragua, der er blandt de nationer, som er allermest sårbare over for klimaforandringer, udgør kaffe 17 procent af landets samlede eksport.
Ifølge rapporten “A Brewing Storm”, der er udgivet af Climate Institute, kan verden miste halvdelen af det nuværende areal til kaffeproduktion, hvis temperaturerne bliver ved med at stige.
Løber tør for plads
Kaffebønner, eller kaffebær, som det egentlig er, vokser på buske. På kaffebuskene blomstrer små, hvide blomster, der efterfølgende bliver til selve kaffebærret. Ved højere temperaturer, udvikler blomster og bær sig hurtigere. For høj temperatur vil resultere i, at bærrene ikke får lov at udvikle den komplekse smag, som kaffe består af. Heri findes også årsagen til, hvorfor kvalitetskaffe primært dyrkes i bjergene. Her er temperaturforholdene mere stabile og køligere, og kaffen får fred og ro til at udvikle sig. Derfor er den også dyrere at producere. I takt med klimaforandringerne må kaffebuskene flyttes højere op. Fortsætter temperaturstigningerne, vil kaffebønderne til sidst løbe tør for plads, og os forbrugere løber tør for god kaffe.
Kaffebønder i vandmangel
På grund af den stigende temperatur kigger vi altså ind i en mere eller mindre dyster kaffefremtid. Men når vi i Ønsk besøger kaffebønderne i Nicaragua, fortæller de os, at de allerede nu mærker klimakonsekvenserne. I særdeleshed at klimaet er blevet mere ustadigt og uforudsigeligt, med længere perioder af tørke og regn – en direkte konsekvens af et øget indhold af CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren. Martha Rodríguez Lanzas og Pablo Lopez, der begge er en del af kaffekooperativet Corcasan, fortæller, hvordan Nicaragua oplever længere tørkeperioder end tidligere, og hvordan det påvirker kaffeproduktionen negativt.
Forsætter efter billedet
– Vi føler dem allerede (klimaforandringer, red.). Faktisk beder vi hver dag til Gud om at være barmhjertig og sende os regn. […] Gud forbyde, at denne tørke fortsætter, for når vandet tørrer ud, bliver det et alvorligt problem, siger Martha Rodríquez Lanzas.
– Klimaændringerne påvirker os producenter i høj grad. Længere tørkeperioder betyder, at vi er nødt til at vente længere tid på, at brøndene er fyldt op. Det går ud over produktionen, fortæller Pablo López.
Stressede planter og risiko for sygdomme
Lidt længere nordpå, på grænsen til Honduras, bor kaffebonden Santos Isabel Rodríguez. Han oplever også tørke, men her giver klimaforandringer også en anden udfordring i form af svampen la roya – ”kafferust”. For når regnen endelig kommer, kommer der mere regn, end der plejer. Det betyder højere luftfugtighed og høj risiko for plantesygdomme.
– Klimaforandringerne giver os en masse forskellige problemer. I år har vi både lidt under vandmangel og meget vand. Det betyder større udbredelse af insekter og la roya, fortæller Santos.
La roya oversættes på engelsk til coffee rust og på dansk altså kafferust. En ødelæggende svamp, der sætter sig som gule pletter med brune prikker på oversiden af kaffebuskenes blade. Vender man bladet om, er det belagt med orange støv, der tilnærmelsesvis ligner rust. Deraf navnet kafferust.
Forsætter efter billedet
Klimaforandringer og skiftende vejr, med lange perioder af sol og regn, stresser kaffeplanterne, der bliver mere modtagelige over for sygdomme. En svamp som kafferust smitter og spreder sig, og den kan potentielt ødelægge hele høsten.
Hvad gør vi?
Ja, hvad kan man gøre? Medmindre du med et trylleslag kan forvandle planeten til ”klimaneutral”, er der ikke meget, man på individniveau kan stille op.
Og så dog. Ønsk Kaffes kaffebonde Santos Isabel Rodríguez forsøger at tilpasse sig klimaet ved at eksperimentere med forskellige kaffesorter. Det handler om at udvikle en plante, der kan stå distancen over for klimaforandringerne.
Derudover benytter de fleste driftige landmænd og -kvinder i Nicaragua sig af skyggeplanter, der beskytter kaffebuskene mod sol og stress. Bieffekten af den manøvre er samtidig en ønskværdig forbedring af biodiversitet og vandmiljø på kaffeplantagerne.
Som forbruger kan du hjælpe til ved at være åben for at prøve de nye typer kaffe, der kommer ud af bøndernes eksperimenter. Køb de lidt dyrere special- og skyggekaffer, der er dyrket økologisk og/eller under hensyn til naturen og kaffefarmernes arbejdsforhold. Ifølge en undersøgelse foretaget af Aske Skovmand Bosselmann ved Københavns Universitet, af kaffeproduktion i Mellemamerika, ryddes kaffeplantagerne for i stedet at gøre plads til landbrug uden træer, når indtægten fra kaffe forsvinder. Derfor er det klimaet og miljøet, der er de store tabere, når kaffepriserne falder.