Med en ny, landsdækkende kampagne taler dyreværnsorganisationen Anioma direkte til Coop, som får kras kritik for ikke at ville forpligte sig helhjertet på en udfasning af de udskældte turbokyllinger. Med det nye, store fremstød, som omfatter annoncer landet over, rækker Anima samtidigt mellem linjerne ud til Coops nye ejer, energiselskabet OK.
I den kommende tid vil reklamesøjler ved busstoppesteder, supermarkeder og tankstationer over hele landet offentligt stille Coop det retoriske spørgsmål: “Turbokylling er ikke OK, vel?”.
Mathias Madsen, som er kampagneleder hos Anima, forklarer:
“Coop har desværre svigtet kyllingerne på det groveste. De seneste år har virksomheden i modsætning til andre supermarkeder igen og igen nægtet at forpligte sig helhjertet på en udfasning af turbokyllinger. Men vi skal altså have sat en stopper for turbo-produktionen, så vi bliver selvfølgelig ved med at udstille Coops uansvarlighed”, udtaler Mathias Madsen.
Ok står nu bag Coop
I foråret købte energiselskabet OK halvdelen af Coop, og det betyder, at det nu er OK, der har den afgørende stemme i Coop. OK har allerede besluttet at udfase alle turbokyllinger fra deres butikker på tankstationer over hele landet inden udgangen af 2024. En beslutning som Anima har rost. Nu er der måske en reel chance for, at ejerskiftet i Coop vil medføre forandringer til det bedre:
“Coop har desværre længe befundet sig i et dødvande, når det kommer til at hæve bundniveauet for kyllingevelfærden. Det ville være glædeligt, hvis Coop med en ny ejer ved roret og en ny formand i skikkelse af Pernille Skipper, langt om længe satte alle sejl til og slog ind på en ansvarlig kurs”, udtaler Mathias Madsen, kampagneleder hos Anima.
Fakta
- OK har tilsluttet sig European Chicken Commitment – en certificeringsordning, der først og fremmest fjerner de udskældte turbokyllinger, men også giver dyrene mere plads og mere naturlige forhold såsom naturligt lys og adgang til beskæftigelse.
- Coop har kun planer om en delvis udfasning af ferske turbokyllinger i 2025.
- En turbokylling vokser på blot 35 dage fra 50 til 2200 gram. Det medfører en lang række alvorlige velfærdsproblemer, som blandt andet ses ved, at tre ud af fire turbokyllinger ikke kan gå normalt. Dertil kommer problemer med åndedrætsbesvær, hjertestop og listen fortsætter.