De økonomiske vismænd har tirsdag offentliggjort deres produktivitetsrapport med vurdering af produktivitetsudviklingen. Derudover indeholder rapporten en vurdering af de økonomiske tiltag i relation til coronakrisen.
Dansk Industri mener, at vismændene har en vigtig pointe i forhold til de vedtagne hjælpepakker: De skal være så enkle som muligt – og sættes i værk med det samme.
– De økonomiske konsekvenser af corona-foranstaltningerne er enorme. Mange virksomheder er meget hårdt ramt, og DI’s analyser viser, at vi i år risikerer en nedgang i økonomien, der er værre end under finanskrisen, siger direktør Kent Damsgaard, DI.
– Vi er meget enig med vismændene i, at det er afgørende for at mindske krisen, at hjælpepakkerne kommer ud at virke hurtigst muligt og samtidig bliver så administrativt enkle som muligt. Det vil kunne være med til at redde job og mindske tilbageslag, siger DI-direktøren.
– Desværre er vi også enig med vismændene i, at tilbageslaget kan blive af mere længerevarende karakter, end vi alle håber, og derfor skal de økonomiske tiltag hele tiden opdateres og tilpasses. Det er vi i løbende dialog med regeringen om, siger DI’s Kent Damsgaard.
I forhold til rapportens gennemgang af produktivitetsudviklingen hæfter DI sig særligt ved to konklusioner.
For det første viser vismændene lige som tidligere analyser fra DI, at danske virksomheders organisering på tværs af landegrænser i globale værdikæder kan have meget stor betydning for produktiviteten herhjemme.
– Det er altafgørende, at vi får bedre viden og data om virksomhedernes såkaldte fabriksløse produktion, så vi i endnu højere grad kan understøtte vores internationale virksomheder til gavn for vores vækst og velstand i Danmark, siger Kent Damsgaard.
For det andet har vismændene analyseret infrastrukturinvesteringernes betydning for produktiviteten og vismændene opfordrer til, at man ser bredere på de positive effekter ved investeringer i infrastruktur.
– For os at se, så underbygger dagens rapport, hvor vigtig velfungerende transportinfrastruktur er for økonomisk vækst og velfærd. Derfor er det vigtigt med en langsigtet plan, et investeringsløft og klare prioriteringer for de trafikale investeringer, siger direktør Kent Damsgaard.