
Pålæg fra 3-Stjernet har i mange år præget mange madpakker, og nu får kødpålægget en grønnere makker kaldet +Grønt.
Den nye pålægsserie består af kylling og minimum 30 procent grøntsager, og skal imødekomme de krav og ønsker, forbrugerne har i dag.
– Vi udvikler konstant vores produkter, så de passer til tiden og forbrugernes skiftende ønsker. Tal fra L&F Fødevaredagen viser fx, at andelen af fleksitarer er fordoblet fra 6 til 12 procent på blot halvandet år, og vi vil naturligvis gerne kunne tilbyde de forbrugere, der ønsker at reducere deres kødforbrug, andre, smagfulde varianter, fortæller marketingchef Bjarne Siersbæk.
Hvert år bliver der langet mere end 20 millioner pakker 3-stjernet over disken og med +Grønt serien håber Atria Danmark at forstærke positionen som børnefamiliernes foretrukne pålægsmærke.
– Det er første gang, vi præsenterer en pålægsvariant med så høj en procentdel af grøntsager, siger Brand Manager, Jette Rasmussen, og forklarer, at mange grøntsager blev afprøvet inden man fandt frem til de to varianter med hhv. rød peber og blomkål samt edamamebønner.