Den danske app Too Good To Go træder nu ind på sit fjerde kontinent. Tokyo bliver den første lokation i Asien, hvor brugere kan hente en såkaldt “lykkepose” og dermed være med til at forhindre, at god mad ender i skraldespanden.

I denne uge får en dansk idé fodfæste i en af verdens mest tætbefolkede og madbevidste storbyer. Too Good To Go lancerer i Tokyo og træder dermed for første gang ind på det asiatiske kontinent.
Japan bliver det 21. land, hvor appen tages i brug. Lanceringen begynder i bydelene Shibuya, Shinjuku og Meguro, hvor brugere kan reservere såkaldte lykkeposer med overskudsmad fra mere end 80 fødevarepartnere. Mad, der stadig er god, men under normale omstændigheder ville være blevet kasseret.
For Too Good To Go markerer Japan et nyt skridt i virksomhedens geografiske udvikling og et møde med en madkultur, der på én gang er præget af stor respekt for råvarer og betydelige mængder spild:
“Japan repræsenterer et utroligt vigtigt skridt i vores globale rejse,” siger Mette Lykke, CEO i Too Good To Go. “Med sin stærke kultur for kvalitet, omtanke og respekt for mad, ser vi en naturlig sammenhæng med vores mission om at reducere madspild.”
En udfordring med madspild trods respekt for råvarer
Japan forbindes ofte med præcision og omhu, også når det gælder mad. Begrebet mottainai, som udtrykker modvilje mod at spilde noget værdifuldt, er dybt forankret i den japanske kultur. Alligevel er madspild fortsat en markant udfordring.
Ifølge Japans miljøministerium blev der i 2023 smidt 4,64 millioner ton spiseligt mad ud. Derfor har landet fastsat ambitiøse nationale mål: Madspild i husholdninger skal halveres, og virksomheder skal reducere deres madspild med 60 procent inden 2030 sammenlignet med niveauet i år 2000.
“Madspild er en af de største klimaudfordringer i vores tid, og også en af de mest løselige,” siger Mette Lykke. “Ved at gøre det let, billigt og glædeligt at gøre det rigtige, giver vi både mennesker og virksomheder mulighed for at tage del i reel forandring.”
En løsning formet af Tokyos hverdag
Lanceringen i Japan adskiller sig på ét afgørende punkt fra tidligere markeder. For første gang introducerer Too Good To Go en stationsbaseret søgefunktion, som gør det muligt at finde overskudsmad i umiddelbar nærhed af togstationer.
Løsningen er en direkte afspejling af Tokyos hverdag, hvor byen er bygget op omkring et tæt tognet, og millioner af mennesker dagligt bevæger sig mellem arbejde, indkøb og hjem. Stationerne fungerer som naturlige knudepunkter, og netop dér opstår muligheden for, at Too Good To Go bliver en del af japanernes daglige rutine:
“Vi ønsker at se mad blive nydt, som den var tiltænkt, på middagsbordet,” siger Hiroto Ooka, Country Director for Too Good To Go Japan. “Vi ser virksomheder og brugere som partnere i et fælles mål.”
Beslutningen om at gå ind i Japan blev første gang offentliggjort i september 2025 i forbindelse med EXPO 2025 i Osaka, hvor Too Good To Go deltog som en del af den officielle danske delegation. Her blev fundamentet lagt for etableringen af et japansk datterselskab og en lokal organisation, som nu står bag lanceringen i Tokyo.

