Et samarbejde mellem discountkæden Rema 1000, Daloon og forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad skal redde grimme forårsruller fra en skæbne som biobrændsel. Op mod 30 tons forventes at blive reddet årligt.

Rema 1000 har igennem flere år, i samarbejde med kædens producenter og leverandører, fokuseret på at mindske dét madspild, som af flere årsager finder sted i produktionen.
I den forbindelse har kategorichef og indkøber i Rema 1000, Jonas Garly Sørensen, sammen med en af kædens gode samarbejdspartnere, Daloon, set på det madspild, der sker i Daloons egen produktion – og på hvordan man eventuelt sammen kan løse det:
– Det viste sig, at Daloon har en del forårsruller, som bliver sorteret fra, fordi de enten er skæve, ikke ser ens ud, er for store eller for små. Smagen og kvaliteten er den samme som hos de “pæne” og lige forårsruller, så de er jo alt for gode til at gå til spilde, siger Jonas Garly Sørensen.
Derfor har Rema 1000 og Daloon sammen besluttet, at de tidligere frasorterede forårsruller nu samles i en ny pose med navnet ”Skæve mini ovnruller med grøntsager”. Der er ovenikøbet 50 % mere i posen og til samme pris. Tiltaget med de “skæve” forårsruller er det første af sin slags i Danmark, og hos Daloon er de også glade for, at de uensartede forårsruller nu bliver til måltider fremfor madspild:
– Vi er meget glade for, at alle vores forårsruller nu kommer ud på spisebordet hos danskerne fremfor at blive til madspild, som er et vigtigt fokusområde for os, siger Lars Hansen, der er sales manager for Daloon i Danmark.
Tidligere er de skæve forårsruller enten blevet doneret eller brugt til biobrændsel.
Op mod 30 tons forventes at gå fra madspild til måltider
Det fælles tiltag mellem Rema 1000 og Daloon er endnu et skridt i retningen mod mindre madspild, og begge parter har store forventninger:
– Vi håber, at danskerne tager godt imod produktet, så vi sammen kan reducere det store madspild, som før har fundet sted hos Daloon. Vi forventer, at det bliver til ca. 25-30 tons skæve miniruller om året, som går fra madspild til måltider, siger Jonas Garly Sørensen.
Det nye landsdækkende initiativ med de “skæve” forårsruller sker i samarbejdet med forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, og initiativet støtter også foreningens fortsatte arbejde i kampen mod madspild. Stifter af Stop Spild Af Mad, Selina Juul, glæder sig over nytænkningen:
– En større mangfoldighed på madområdet hilses i den grad velkommen. Desuden tyder noget på, at danskerne kan være positive overfor tiltaget. I en endnu ikke-udgivet undersøgelse udført af Kantar Gallup for Stop Spild Af Mad kan jeg allerede løfte sløret for, at op mod hver 2. dansker er positive overfor “frasorterede” produkter – dvs. bl.a. 2. sorterings eller 2. klasses råvarer, “grimme” og ukurante grøntsager, frugt eller anden lignende frasorteret produktion, fortæller hun.