I et nyt projekt skal forskere fra AU Viborg og DTU Fødevareinstituttet undersøge, hvor meget PFAS som optages og ophobes i forskellige væv i grise, og hvad risikoen er for, at de såkaldte evighedskemikalier i sidste ende ender i kød på danskernes tallerkener.
PFAS er en fællesbetegnelse for en gruppe af syntetisk fremstillede stoffer på mere end 10.000 forskellige forbindelser, der i årtier er blevet brugt i alt fra brandskum og imprægnering af pizzabakker til kosmetik.
De nedbrydes stort set ikke i naturen, men ophobes i dyr og mennesker, som eksponeres for stofferne fx gennem foder og fødevarer. Visse PFAS-forbindelser er forbundet med alvorlige negative sundhedseffekter, og derfor har EU fastlagt en øvre grænse for, hvor meget af disse stoffer mennesker maksimalt bør indtage, og hvor meget der maksimalt må være i animalske fødevareprodukter.
I Danmark har PFAS også været på dagsordenen i flere år, men selvom det er kendt, at animalske fødevarer kan være en kilde til menneskers PFAS-eksponering, mangler der stadig vigtig viden, om hvor meget PFAS, der optages i de produktionsdyr, vi spiser dagligt.
Svinekød udgør fx en væsentlig del af danskernes kødforbrug og kan derfor være en vigtig kilde til menneskers eksponering for PFAS. Mens der findes studier af ophobning og halveringstid for PFAS i laboratoriedyr og i mennesker, er produktionsdyr som grise kun sparsomt undersøgt. Netop dette videnshul søger det nye forskningsprojekt fra Aarhus Universitet og DTU Fødevareinstituttet nu at lukke for grisens vedkommende.
“Der findes faktisk stort set ingen studier af, hvor meget PFAS, der ophobes i de dele af grisen, vi mennesker spiser såsom muskler, lever og fedt. Vi ved fra rotteforsøg og enkelte forsøg med kvæg, at stofferne kan akkumuleres i kroppen, men for grise er der kun meget begrænset viden, siger projektleder Tina Skau Nielsen, lektor ved Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på AU Viborg.”
Projektet er en del af det nationale PFAS-center, som samler forskere fra flere universiteter og vidensinstitutioner for at styrke Danmarks viden om PFAS og beskytte borgerne mod de skadelige stoffer.
Fra fravænning til slagtevægt
Det nye forskningsprojekt, der netop er sat i gang, omfatter et forsøg med nyfravænnede grise, der følges fra ca. 7 kilos kropsvægt til slagtevægt på omkring 110 kilo. Netop i den tidlige vækstfase, lige efter fravænning, er den periode, hvor sandsynligheden er størst for, at grisen eksponeres for PFAS stoffer, da den her har brug for at indtage letfordøjeligt animalsk protein af høj kvalitet – fx fiskemel.
Fiskemel er kendt for at kunne indeholde relativt høje niveauer af PFAS, fordi stofferne opkoncentreres i havets fødekæder.
For at kunne sammenligne forskellige scenarier – fra almindelig produktion til ekstreme forhold – er grisene i forskningsprojektet opdelt i fire grupper i vægtintervallet fra 7 til 15 kilos kropsvægt:
Kontrolgruppe: Her får grisene standardfoder uden fiskemel, hvor PFAS-indholdet forventes at være meget lavt.
- Naturlig PFAS-eksponering: Her får grisene foder med en høj andel fiskemel, som repræsenterer en situation, hvor PFAS-eksponering kan forekomme naturligt.
- Kunstig PFAS-eksponering: Her får grisene foder uden fiskemel, men med PFAS tilsat kunstigt til foderet.
- Kunstig høj PFAS-eksponering: Her får grisene foder uden fiskemel, men med PFAS tilsat kunstigt til ca. 100 gange niveauet i behandling 3 for at simulere et worst case-scenarie.
Dette forsøgsdesign gør det muligt at undersøge, i hvor høj grad PFAS optages, og hvordan det fordeles i kroppens væv afhængigt af stoffernes koncentration, og om de stammer fra naturlige fodermidler eller er tilsat direkte til foderet.
Når den første vækstfase mellem 7 og 15 kilo er slut, overgår alle grise til det samme kommercielle foder uden fiskemel og uden tilsat PFAS frem til endelig slagtevægt på 110 kg kropsvægt. Dermed kan forskerne se både, hvor hurtigt stofferne ophobes, og hvor hurtigt de eventuelt udskilles eller fortyndes, når grisen vokser.
“Det her er et realistisk forsøg, fordi vi efterligner de forhold, grisene oplever i praksis. Vi måler, hvad der sker, hvis de bliver udsat for PFAS tidligt i livet, og hvordan niveauerne udvikler sig, når de siden får foder uden PFAS, og hvad der i sidste ende sker med PFAS-niveauerne, når de når almindelig slagtevægt,” forklarer Tina Skau Nielsen.
Blodprøver, væv og organer
Undervejs tages blodprøver, og på forskellige tidspunkter slagtes enkelte grise for at analysere PFAS-indhold i organer, blod, muskler og fedt.
Ved at sammenligne prøverne kan forskerne se, om PFAS ophobes bestemte steder, og hvor høje koncentrationer, der findes i de dele af grisen, vi spiser. De kan også se, hvordan væv og organers indhold af PFAS udvikles over tid. Dvs. hvor hurtigt PFAS udskilles eller fortyndes, når dyret vokser.
“Man kan sige, at vi får hele forløbet kortlagt fra PFAS-optagelsen i de første uger til situationen i den slagteklare gris. Dermed kan vi vurdere, hvilke mængder PFAS der findes i lever, fedt og muskler ved 110 kilo, hvor grisene normalt sendes til slagtning,” siger hun videre.
Forbrugernes tallerken
De data, der samles ind, bruges ikke kun til at beskrive, hvad der sker med PFAS-indtaget via foderet i grisens egen krop. Dataene indgår også i en risikovurdering af forbrugernes eksponering via svinekød og svinebaserede produkter såsom leverpostej.
“Det handler om at kunne belyse, hvad risikoen er for, at vi som forbrugere indtager PFAS med grisekødet på tallerkenen, og i givet fald hvor meget der havner der. I sidste ende kan projektet her være med til at bidrage til at svare på, om vi i fremtiden skal justere på reglerne for, hvad grisene må få at spise særligt i den tidlige fase af deres liv,” fortsætter hun.
Projektet betyder ikke, at svinekød eller leverpostej i dag vurderes til at være en væsentlig kilde til PFAS i mennesker. Formålet er at skabe et stærkere vidensgrundlag, så myndighederne kan lave faktabaserede retningslinjer, der sikrer forbrugernes sundhed.
Allerede i dag er der anbefalinger til danske svineproducenter om, hvor meget fiskemel der bør bruges i foderet til hvilke grupper af grise. Men ifølge Tina Skau Nielsen bygger anbefalingerne på antagelser og beregninger og ikke faktiske eksperimentelle resultater:
“Svineproducenterne er opmærksomme på PFAS, og der er allerede lavet nogle danske retningslinjer, men der er brug for et meget stærkere vidensgrundlag at lave disse anbefalinger ud fra. Det er netop det hul, vi prøver at udfylde med vores projekt,” siger hun.
En brik i det nationale PFAS-puslespil
Projektet er en del af det nye nationale PFAS-center, der er finansieret af Miljø- og Ligestillingsministeriet, og som samler forskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Danmarks Tekniske Universitet for at styrke Danmarks samlede viden om PFAS.
PFAS-centret forsker i, hvordan man kan forebygge, inddæmme og oprense omfattende forurening med PFAS og PFAS’ effekter for miljø, helbred, fødevarer og foder.
Her er Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskabs forsøg med PFAS og grise det eneste projekt på nuværende tidspunkt i PFAS-centret, der omhandler husdyr.
Når forskerne fra AU Viborg har indsamlet data fra forsøgene, skal disse sendes til DTU Fødevareinstituttet, som skal stå for risikovurderingen af hvor meget PFAS, forbrugere potentielt kan blive udsat for gennem svinekød og andre produkter fra grise.
Dermed leverer projektet ikke blot ny grundviden om, hvordan PFAS ophobes og fordeles i husdyr, men også et vigtigt bidrag til den samlede indsats i PFAS-centret for at beskytte både miljø og menneskers sundhed.
