Forbrugernes bevidsthed om madspild er mere end fordoblet siden udbruddet af corona. 72 pct. er i dag bevidste om deres eget madspild – et tal, der lå på 33 pct. i vinteren 2020. Det viser en ny, stor undersøgelse fra Capgemini, som også fastslår, at 90 pct. af forbrugerne i dag foretrækker producenter, der aktivt begrænser madspild, mens 60 pct. vil have butikker og producenter til at gøre mere.

Ifølge en ny undersøgelse er mange forbrugere allerede godt i gang, når det handler om at begrænse madspild indenfor hjemmets fire vægge. Og 72 pct. af de i alt 10.000 forbrugere, der deltager i undersøgelsen, svarer, at de i dag er bevidste om deres eget madspild – mere end en fordobling fra 33 pct. på bare to år.
Selv om forbrugerne altså i stigende grad erkender deres eget bidrag til at reducere madspild – seks ud af 10 skammer sig, når de smider mad ud – så retter mange, ifølge Maria Søndergaard, direktør for Produktion og Retail hos Capgemini i Danmark, et kritisk blik mod supermarkeder og fødevareproducenter.
-Generelt ser vi en stigende utilfredshed med, at fødevareindustrien og butikkerne, ifølge forbrugerne ikke gør nok for at reducere madspild. 61 pct. svarer i vores undersøgelse, at de vil have producenter og butikker til at sætte hårdere ind. 57 pct. udtrykker skuffelse over, at branchen ikke er mere proaktive. Det er helt klart, at indsatser mod madspild i dag er et område, hvor supermarkeder og producenter skal kunne vise både strategisk og konkret, at man er seriøst engageret. Madspildsagendaen er gået fra at være en god positioneringsmulighed for de mest fremsynede til at blive et must-have for alle i industrien, forklarer hun.

Undersøgelsen inddrager ikke danske forbrugere, men ifølge Maria Søndergaard, matcher tal fra både Norge og Sverige det generelle billede af forbrugerens præferencer. Også i vores to nabolande har man i flere år særligt i detailhandlen sat ind med forskellige indsatser for at reducere madspild, påpeger hun.
-I Danmark har vi lige som i Norge og Sverige været relativt tidligt i gang med at anerkende madspild, som et problem, der skal sættes ind over for. Både supermarkeder og producenter er bevidste om, at det her er et tema, som mange forbrugere har klare holdninger til og forventer, at branchen gør noget ved. Alligevel mener mange i vores nabolande, at der er plads til væsentlige forbedringer både derhjemme og ude i butikkerne. Det er samme tendens, vi så i Danmark i en undersøgelse fra Stop Spild Af Mad, der udkom i april, siger hun.
Forbrugere savner information
I Capgeminis undersøgelse fremhæver forbrugerne bl.a., at de savner mere klar information fra producenter og butikker. Eksempelvis synes kun fire ud af 10, at den information om ”bedst før”, ”mindst holdbar til” og ”udløbsdato”, de finder på emballage, er tydelig nok. Forbrugerne forventer derfor, at industrien gør mere inden for produktinnovation, emballage, tydelig mærkning og forbedret brugervejledning – herunder digitale mærker med fx QR-koder, der giver adgang til dybere information om produkters oprindelse, kvalitet, opbevaring, mm.
Find rapporten fra Capgemini Research Institute her.
Capgemini Research Institute har spurgt 10.000 forbrugere over 18 år og 1.000 beslutningstagere i fødevareindustrien og detailhandlen. Den globale undersøgelse er udført 11 lande i bl.a. Skandinavien og Europa i maj 2022.