I august bød Hotel- og Restaurantskolen velkommen til 25 elever på den nye uddannelse til Grøn Madhåndværker. En madfaglig uddannelse, der lover skarpt fokus på gastronomi, klima og plantebaseret mad – og som eleverne har tilmeldt sig i rekordfart.
På den individuelt tilrettelagte erhvervsuddannelse (IEUD) lærer eleverne om alt fra grøn gastronomi til bæredygtig produktion, økologi, råvarer og værtskab, der tager hensyn til verdens klimaudfordringer.
Uddannelsens første hold blev fyldt på få måneder, og både under og efter opstart er Grøn Madhåndværker også blevet positivt mødt både i branchen og med omtale hos bl.a., Bloomberg, den danske side for FN’s Verdensmål og Dansk Vegetarisk Forening.
Successen er et klart signal om, at der i høj grad er marked for en uddannelse med større fokus på en grønne omstilling af vores madvaner, mener man.
Planer om halvårligt optag – næste gang til januar
Skolen har allerede nu taget konsekvensen af uddannelsens flotte start ved at udbyde Grøn Madhåndværker igen med uddannelsesstart til januar. Det er planen, at uddannelsen fremover skal udbydes hvert halve år.
Grøn Madhåndværker er udviklet med støtte fra Plantefonden og Dansk Vegetarisk Forening.