Ekstra lang fastelavnsbollesæson kan få salget til at slå rekorderI år falder fastelavn exceptionelt sent, hvilket danner grobund for et rekordhøjt fastelavnsbollesalg hos bagere landet over.

Fastelavnsbollerne rives traditionen tro af hylderne i de kommende uger, hvor salget sandsynligvis atter vil slå rekorder. I 2025 falder fastelavn nemlig først søndag den 2. marts, og da bagerier over hele landet har langet fastelavnsboller over disken siden nytår, er der i år masser af tid til at sætte tænderne i årstidens populære bagværk. Hos brancheorganisationen Bager- og Konditormestre i Danmark forventer man, at en ekstra lang fastelavnsbollesæson får en positiv indvirken på salget.
“Hvis vi i år kan komme i nærheden af at sælge lige så mange fastelavnsboller om dagen, som vi har gjort de seneste år, så kommer vi til at sælge rekordmange. Ud fra den interesse, vi allerede kan se, så tror jeg alt andet lige, vi kommer til at se et markant større salg i år end tidligere,” sigerJohn Jønsson, der er formand for brancheorganisationen Bager- og Konditormestre i Danmark.
Også hos den landsdækkende bagerkæde KonditorBager har man store forventninger til den lange fastelavnsbollesæson.
“Lige som de seneste år er efterspørgslen stor, så snart vi har fastelavnsboller på hylderne. I år har det indtil videre klart været de gammeldags med chokolade og creme, der sælger bedst,” siger Anette Drengsgaard, der er konditor hos KonditorBager i Bjerringbro og tilføjer:
“Vi har dog også store forventninger til salget af vores fastelavnsboller med fløde – folk skal bare lige være færdige med januar-kuren, som de har lovet sig selv i deres nytårsforsætter.”