Der er stadig en del forhindringer på vejen, lyder det fra brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Caféer. De savner fortsat retningslinjer for indendørsservering fra Erhvervsministeriet, og besked, om hvordan kompensationsordningen vil se ud – og mest af alt, bliver coronapasset en betydelig udfordring i indendørsserveringen, hvis statens testsystemer ikke kan følge med.
”I Danmark er der i gennemsnit 530.000 borgere, der hvert år går ud og spiser. Da de liberale erhverv åbnede, stod nogle kunder i kø i op til 3 timer. Lige nu er der problemer med, at testresultater ikke kommer på Sundhed.dk før op til et døgn efter testen. Derudover er der rent logistisk rigtig mange udfordringer med coronapasset. I en branche, hvor samtlige restauratører skubber store mængder gæld foran sig, er der ikke råd til at miste omsætning, fordi testkapaciteten ikke kan følge med, udtaler Freja Brandhøj og fortsætter:
– Vi håber og satser på, at staten er klar med testresultaterne i dobbelttakt!
DRC skriver desuden i en pressemeddelelse, at de ernervøse for, hvordan justitsministeriet og det lokale politi kommer til at udmønte og håndhæve på bødepålægget. De nuværende retningslinjer indeholder en passus om, at man ikke kan afvise gæsten, hvis gæsten ”med troværdighed” fortæller, at de er fritaget for coronapas, test eller lignende. Her skal ”tvivlen komme gæsten til gode”. Samtidig står det klart, at restauratøren modtager en bøde, hvis vedkommende ikke overholder reglerne om kontrol af coronapas. Så hvad skal man gøre?
– Vi står med noget af en gummilovgivning omkring coronapasset, som både kan skabe muligheder, men som bestemt også kan give hårde slag på likviditeten, hvis politiet tolker forskelligt fra restauratør eller gæst. Og der kan opstå en række unødige konflikter hvis danskerne går imod coronapasset og benytter sig af den ”troværdige” forklaring. Derfor håber vi, at politiet vil lade tvivlen komme branchen til gode, hvis der opstår problemer ude på restauranter, cafeer og hoteller, siger Freja Brandhøj.
I branchen er vi rigtig glade – og meget klar til en genåbning og sol over Danmark. Nu skal vi bare lige sætte turbo på samarbejdet med ministeriet, så vi kan få et sæt retningslinjer om indendørsserveringen og en oversigt over kompensationsordningen efter en genåbning.