Dansk og nordisk design er særdeles populært i USA. Og det er ikke kun designet på danske møbler, som amerikanerne er vilde med. Danske Nykur Premium Organic Vodka har netop vundet en designpris for den flotte etiket på firmaets flasker med økologisk vodka.
Det var dommerne i Denver Internationale Spirits Competition som faldt for designet på den danske økologiske vodka. De ikke bare faldt for designet: som den eneste deltager i hele designkonkurrencen blev Nykur Vodka belønnet med dobbelt-guld. Alle andre prisvindere måtte nøjes med guld, sølv eller bronze.
– Vi er selvfølgelig utrolig stolte over at vinde den her flotte pris. At vi som de eneste af flere hundrede deltagere får dobbelt guld for vores design er langt mere, end vi havde turde håbe på, fortæller administrerende direktør for Nykur Vodka, Mattias Løngaa.
Men det er nu heller ikke helt tilfældigt, at Nykur Vodka vinder en pris for designet af flasken og etiketten. Firmaet har lagt et stort arbejde i at designe den helt rigtige etiket.
– Hvis vi som en lille dansk vodka-producent skal have en chance på det internationale marked, er vi nødt til at tilbyde noget ekstraordinært. Det er ikke nok at lave en rigtig god økologisk vodka. Kunderne skal have en unik oplevelse, når de køber en af vores flasker. Nykur Vodka skal forføre og pirre alle sanser: Smagen, udseendet og følelsen. Derfor har vi blandet andet valgt at bruge penge på at få lavet en eksklusiv etik med relieftryk i metal – etikken ikke bare ser lækker ud – den føles simpelthen lækker, forklarer Mattias Løngaa.
Den fornemme pris er den anden amerikanske pris som Nykur Vodka har vundet for deres design. I 2020 fik vodkaproducenten guldmedalje ved Proof Awards i Las Vegas.
Det er dog ikke kun designet Nykur Vodka hædres for, senest er de blevet nomineret til den eftertragtede “Prize of the Jury” hos Monde Selection, men rækken af priser er lang.