Træd ned i Cisternerne til fortryllende japansk middag og Murakami, spis dig gennem verdens bedste hotdogs, sid ned ved spisebordet hjemme hos danske topkokke eller tag naboen med til langbordsmiddag på Frederiksberg Allé. Det er bare nogle af de oplevelser, der venter, når Copenhagen Cooking & Food Festival skaber ti dages madfest den 18.-27. august.
Breaking the new. Det er temaet for årets Copenhagen Cooking & Food Festival, som finder sted den 18. – 27. august 2017. Et tema, der sikrer en festival fyldt med skæve, interessante, nytænkende og mundvandsfremkaldende gastronomievents, som over ti dage sætter nye standarder for, hvad madoplevelser kan være. Årets festivalprogram byder på et bredt spektrum af arrangementer for alle madinteresserede – hvad enten du er Michelin-nørd, fastfood-elsker, foretrækker dine egne, hjemmedyrkede grøntsager eller mest bare kommer for at blive snalret i sensommersolen. Tag for eksempel med op i tårnet ved Knippelsbro, hvor du kan nyde tapas og naturvin. Stig ned i Cisternerne under Søndermarken, der omdannes til et drømmende, japansk univers. Du kan også spise mad kreeret af kokke i særklasse på Restaurant Geranium – heriblandt en af de ganske få kvindelige kokke i verden med tre Michelin-stjerner, Anne-Sophie Pic, opleve vildgærens herlige verden med Herslev Bryghus og BØF, fortrylle smagsløgene når gastronomien møder ølvidenskab hso Carlsberg. Eller hvad med et overdådigt kagebord i La Glace-indehaver Marianne Stagetorns kolonihave, efterfulgt af høstfest og langbordsmiddag for dig og 1400 andre på Frederiksberg Allé? Det, og meget, meget andet, kan du opleve under årets festival. Få det fulde overblik over programmet på copenhagencooking.dk.
Festivalcentrum på Israels Plads byder på 10 dages gratis madoplevelser
I år gentager arrangøren succesen fra sidste år og skaber et festivalcentrum på Israels Plads. Her kan du hver dag komme forbi og nyde danske specialoste fra Ost og Ko, drikke kølig naturvin fra Gaarden og Gaden, smage årets festivaløl fra Bryggeriet Jacobsen og meget mere. Festivalpladsen danner også ramme om en række unikke arrangementer – kom for eksempel og spis dig mæt i hottere fra hele verden til VM i hotdog, nyd økologiske lækkerier fra Änglamark til yoga og økologisk søndagsbrunch eller tag dine mest danseglade venner under armen til bobler, skaldyr og klezmerfest under de kulørte lamper i vores cirkustelt. Lørdag den 18. august markeres desuden den officielle åbning af festivalen med en stor grillfest. Fire af Danmarks bedste kokke, heriblandt Morten Falk og Henrik Jyrk, står bag gløderne og Jacobsen sørger for alle de kolde festivaløl, du kan drikke.
Festival med internationalt format
Copenhagen Cooking & Food Festival bevæger sig med årets program adskillige skridt nærmere ambitionen om at være blandt verdens bedste og mest nytænkende gastrofestivaler, siger festivaldirektør Stine Lolk:
– Vi har en klar ambition om, at festivalen skal blive et must for alle, der interesserer sig for gastronomi. Også uden for landets grænser. Derfor har vi i år offentliggjort det største internationale program i festivalens historie.
Festivalen tiltrækker ikke kun danske madører, men også folk fra resten af verden, der vil opleve, hvad dansk gastronomi anno 2017 har at byde på. I år gæster mere end 20 internationale topkokke Copenhagen Cooking & Food Festival – det største antal siden festivalens start i 2005. Mød blandt andre Anne Sophie Pic (Maison Pic) Dominique Creen (Atelier Crenn, USA), Hideaki Sato, (Ta Vie, Hong Kong) og Esben Holmboe Bang, (Maaemo, Norge).
– De mange gastronomiske verdensstjerner på festivalen understreger, at København i dag er en by med restauranter og kokke i den absolutte verdenselite. Et sted, hvor verdens topkokke kommer til for at finde ny inspiration, siger Stine Lolk.
Verdens første snapsefestival opstår i København
Kom og hærd halsen med noget af verdens bedste snaps, når det anerkendte danske destilleri Copenhagen Destilleri inviterer verdens dygtigste og mest interessante og producenter af snaps til København. Det sker under verdens første snapsefestival Spirikum, som er en del af programmet til Copenhagen Cooking 2017. Restauranterne No.2, Nabo, Folkets Madhus og Palægade sørger for skøn mad til de stærke dråber, mens Esben Bjerre, journalist og snapsefan, vil styre slagets gang som vært ved arrangementet.
Kokkelandskamp: Danmark mod Sverige
Den 21. august 2017 mødes de danske og svenske kokkelandshold for første gang nogensinde til en venskabskamp på hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers. De to landshold skal dyste i disciplinen ”Varm mad til 110 personer på tid”. Hvert hold sammensætter en 3-retters menu ud fra til de råvarer, der stilles til rådighed. Ved middagen deltager og taler H.K.H. Prins Joachim, som er protektor for Det Danske Kokkelandhold. Ideen med at afholde venskabskampe mod kokkelandshold fra vores nabolande så dagens lys sidste år, hvor Danmark for første gang tog initiativ til en venskabskamp. Den fandt sted i Tønder i april 2016, og her var Det vores tyske naboer, som danskerne var oppe imod. Kampen endte i Danmarks favør. Tanken bag en ”friendly battle” er, at den skal være med til at skærpe konkurrencegenet hos de deltagende kokke og gøre dem parate til fremtidige nationale- og internationalekonkurrencer.
Stor dansk udstilling målrettet den professionelle madscene
Den 24. og 25. august afholdes Bite Copenhagen i Forum, der er sat i søen for at give branchen et indblik i, hvor madbranchen bevæger sig hen, når der tales social ansvarlighed, bæredygtigehed, naturlige ingredienser, økologi, sundhed, innovation, teknologi, fødevaresikkerhed, kulinarisk diversitet og meget mere. Udstillingen er målrettet den professionelle madscene, men er du madkommunikatør eller gastro-entusiast er det stadig muligt at deltage, da der er sat et begrænset antal billetter til salg til de nysgerrige her.
Klik dig ind på FødevareFOKUS.dk tirsdag og torsdag de næste 14 dage for at blive opdateret på Copenhagen Cooking & Food Festival