Efter lange forhandler, ligger det nu fast, at genåbningen bliver større end forventet. Genåbningen byder også på justering af behov for coronapas.
For restauranter, caféer, barer og værtshuse betyder den nye aftale, at man også kan åbne for indeservering. Det kræver, at gæsten bestiller bord samt fremviser coronapas. Til gengæld bliver gæster, der spiser eller drikker ude, fritaget for at fremvise coronapas.
Til Ekstra Bladet bekræfter Erhvervsministeriet, at værtshuse og barer kan åbne på lige fod:
“Erhvervsministeriet oplyser, at barer og værtshuse er omfattet på lige fod med restauranter og caféer som serveringssteder i henhold til rammeaftale om plan for genåbning af Danmark og dermed kan åbne den 21. april”, tilkendegiver de over for avisen.
Serveringsstederne åbner med arealkrav på 2 m2 for siddende gæster og 4 m2 for stående. De må holde åbent til kl. 23, men sidste udskænkning skal finde sted kl. 22.