Under et corona-sikkert online show kunne Alchemist snuppe titlen som Årets Bedste Restaurant ifølge Whiteguide foran Geranium og Noma.
White Guide er Nordens største uafhængige restaurantguide, hvis anmeldelser leveres af anyonyme og uafhængige professionelle madjournalister. I år gik den eftertragtede titel til Alchemist, der scorede 99 point ud af 100 mulige i guidens avancerede 100-point skala. Geranium kom lige efter med 98 point, mens Noma fik 94 point.
Begrundelsen for Alchemists pointhøst lyder:
I kølvandet på New Nordic-køkkenet kom New Peruvian, New Korean, New German, New Mexican, New Brazilian og New Russian. New Nordic opnåede derved status som en megatrend. Med Rasmus Munk og hans banebrydende tanker om sit Holostic Cuisine – en holistisk restaurantoplevelse – er kimen sået til et mere langvarigt skifte – en såkaldt gigatrend. Verdens opfattelse af ’fine dining’ er på vej til at blive redefineret. I det eksperimenterende Alchemist-køkken er velsmagen i centrum, råvarerne sublime, retterne har budskaber, og dine sanser udfordres i samspil med temaer, historie, dans, lyd, lys, og visuelle effekter, som tilsammen skaber den sublime totale restaurantoplevelse.
Udover kåringen af Årets Bedste Restaurant blev resten af branchen også hædret og otte andre priser uddelt:
Årets unge kokketalent blev Nicolai Møller Christiansen fra Treetop.
Årets smag for skillingen gik til Restaurant Tolv
Årets bæredygtige restaurant er Frederiksminde
Årets Jan Restorff (serviceoplevelse) gik til Geranium
Årets vinoplevelse fik man på Søllerød Kro
Årets fiske- og skaldyrsoplevelse er Jordnær
Årets dessertoplevelse er Mielcke & Hurtigkarl
Årets nye restaurant er Syttende.
Der skal lyde et stort tillykke til alle vinderne fra FødevareFOKUS.dk