Kale United, som bl.a. har hjulpet brands som Astrid & Aporna, Heura og Bärta ud over grøntsagsrampen, har netop investeret 750.000 kr. i den danske startup Planteslagterne. Pengene skal primært gå til udbredelse af de solide plantebaserede convenience fødevarer, der af Kale United karakteriseres som plantemad version 3.0, på det svenske og britiske marked, hvor den plantebaserede trend for alvor har taget fart over de senere år.
De plantebaserede fødevarer er skyllet ind over de danske supermarkeders kølediske. Og i landene omkring os har markedet omend taget endnu mere fart. Den bølge får danske Planteslagterne, der holder til i Kødbyen i København, nu mulighed for at ride med på.
Planteslagterne, der er startet af tre plantenørder med en idé om, at plantemad sagtens kan erstatte kødet i hverdagen på en sund og naturlig måde, har fået en investering fra Kale United på 750.000 kr. dedikeret til at få udbredt deres produkter på det svenske og britiske marked.
Fremtiden inden for plantebaserede fødevarer
Svenske Kale United er bl.a. kendt for investeringer i spanske Heura samt for at løfte det klassiske svenske brand Astrid & Aporna tilbage i butikkerne. Herudover har de bl.a. velkendte brands som Veganz og Eat Just i porteføljen. Kale United har med andre ord specialiseret sig i at gøde veganske brands. Men det er første gang, de investerer i et dansk brand. Kapitalen til investeringerne rejser Kale United blandt en bred vifte af investorer, hvor selv den lille mand (m/k) kan være med for en investering helt ned til 100 euro.
Om investeringen i danske Planteslagterne siger de:
– Planteslagterne er Kale Uniteds første investering i Danmark. Vi har længe holdt øje med det, der sker på det danske marked inden for plantebaserede fødevarer, og ventet på, at vi skulle finde den virksomhed, som vi troede 100 pct. på. Og vi tror på, at Planteslagterne kan levere plantemad, der opfylder andre behov sammenlignet med fx mærker som Beyond Meat og lignende erstatningsprodukter.
– Planteslagterne fokuserer på den gode smag ligesom fx Beyond gør det. Men de bruger gode gammeldags ingredienser med meget lidt forarbejdning. Og det, mener vi, er en vigtig del af fremtiden i plantebaserede fødevarer, lyder det fra Måns Ullerstam, stifter af Kale United.
Et hop over corona-muren
For de danske planteslagtere har hverdagen i Kødbyen i nogen tid budt på grønne drømme om på et tidspunkt at komme uden for landets grænser. Men tiden har ikke været til det – før nu.
– Med den nye investering kan vi som grøn dansk startup komme ud over de danske grænser og indtage landene omkring os. Indtil for nyligt er vi kun stødt på en corona-mur blandt indkøberne, som ikke har turdet satse på nye produkter i en tid, hvor der har været så meget usikkerhed omkring nedlukninger og indkøbsmønstre. Det kræver virkelig meget at indtage et nyt marked, så det skal understøttes af aktiviteter, der øger kendskabsgraden omkring vores produkter og de rene råvarer, og det er der nu endelig mulighed for, lyder det fra Henrik Christensen fra Planteslagterne.
Udover udbredelse skal de 750.000 kr. bl.a. bruges til at tilpasse produkterne til kulturen i de nye markeder.