Der er bud efter danske erfaringer med bæredygtige fødevaresystemer. Den danske startup, Changing Food, som er en del af Greater Copenhagen Food Startup, har landet en aftale om at omlægge samtlige af Berlins offentlige køkkener til økologi i 2021 efter ‘Københavnermodellen’. En model, der har sikret de offentlige køkkener i Danmark og særligt Københavns Kommune en verdensrekord i økologisk forbrug. Nu bliver modellen forbillede for den økologiske omlægning af offentlige køkkener i Berlin.
Danmark er kendt for at kunne omsætte sine bæredygtige løsninger til nye eksporteventyr, og nu krydser en af disse løsninger grænsen til Tyskland for at skabe et mere bæredygtigt fødevaresystem.
Det nystartede firma, Changing Food, har vundet et tysk udbud og skal nu bistå Kantine Zukunft, der er etableret af delstaten Berlin, med at udvikle en metode til økologisk omlægning af Berlins offentlige køkkener med baggrund i ”Københavnermodellen”.
De tre partnere i Changing Food har alle en baggrund i det tidligere Københavns Madhus og har været dybt involveret i hele processen omkring omlægningen til økologi i professionelle køkkener i hele landet.
– Det er netop vores erfaring med en afprøvet model, der har gjort, at Kantine Zukunft har valgt os og ikke en tysk samarbejdspartner. Vi er langt foran i Danmark i forhold til mange andre europæiske lande, og vi har på nuværende tidspunkt flere lignende forespørgsler fra både byer og interesseorganisationer i Østrig, Luxembourg, Frankrig og England, fortæller Line Rise Nielsen, der er fødevarepolitisk direktør i Changing Food.
Acceleratorprogram for madiværksættere
Changing Food er en del af acceleratorprogrammet, Greater Copenhagen Food Startup, hvor man også finder iværksættere som Planteslagterne, København Kombucha og Rørt. Acceleratorprogrammet er et samarbejde mellem Copenhagen Business Hub, CPH Food Space, Københavns Kommune og Smag på Nordsjælland og arbejder med fødevarevirksomheder, hvor bæredygtighed er en del af DNA’et allerede ved opstart. Det er også derfor, at Changing Food er stolte over at kunne lande en stor aftale med blot 11 måneder på bagen:
– Det er vanvittigt spændende at være del af dette innovationsmiljø, som Greater Copenhagen Food Startup er. Programmet kan være med at til at understøtte de første skridt, man tager som iværksætter, som er afgørende for, om man lykkes. Og vi er vildt glade for det store fokus på bæredygtighed blandt iværksætterne – det giver stor værdi at være en del af et miljø, hvor vi med hver vores virksomheder kæmper for de samme ting, fortæller Line Rise Nielsen.
Food Startup accelerator-programmet består af passionerede startups med produkter inden for fødevarer, madkoncepter eller foodtech. Virksomhederne er håndplukket til programmet, der forløber over fem måneder i CPH Food Space i København, hvor de skal arbejde med udviklingen af deres virksomheder. Programmet er designet med mentorforløb og bootcamps, hvor man har møder både andre iværksættere, men også dem, som potentielt set kan indkøbe produkter til supermarkedernes bugnende hylder.
– Iværksætterne i acceleratorprogrammet arbejder med bæredygtighed – det er en del af deres DNA. Det gennemsyrer programmet. Vi arbejder dedikeret med at rådgive og hjælpe iværksætterne til at komme fra service eller produkt til marked, og derfor er det ekstremt motiverende at se, at Changing Food så hurtigt får så betydningsfuld en opgave, fortæller projektleder i Greater Copenhagen Food Startup, Anne Handlos.