I aftes har Friis-Holm vundet verdensmesterskabet i chokolade 2014 i kategorien mælkechokolade og snuppet to bronzemedaljer i den mørke kategori ved det såkaldte International Chocolate Awards. Det er tredje gang, at Friis-Holm Chokolade vinder guld. Ved europamesterskaberne tidligere i år og verdensmesterskabet sidste fik Friis-Holm både guld- og sølvmedaljer.
– Jeg er stolt over at vi igen i år har vundet flere priser ved verdensmesterskabet i chokolade og over, at vores chokolade også indgår i tre af vinderne af Peter Svenningsens fyldte chokolader. Det beviser at vores strategi om at ville være bedst i verden baseret på kvalitet fra bønne til bar betaler sig, siger Mikkel Friis-Holm stifter og kreativ direktør, der samtidig glæder sig til fremover at få endnu mere kontrol og udviklingen af kvalitet og produkter.
Ny dansk chokoladefabrik
Ligesom næsten alle andre dygtige danske håndværksproducenter af chokolade, fx Oialla, Woodshade Organics, Magasin Chokolade, Konnerup og Xocolatl m.fl., har Friis-Holm hidtil udliciteret bearbejdningen af bønner til råchokolade til udlandet. Med flytningen af produktionen til Danmark er det en drøm, der går i opfyldelse. De sidste detaljer for finansieringen er nemlig endelig faldet på plads, og Friis-Holm Chokolade kan nu med stolthed melde offentligt ud, at virksomheden etablerer en chokoladefabrik i Lejre Kommune, hvor Friis-Holms prisvindende chokolader fremover vil blive produceret.