2.2 milliarder kroner. Så meget lyder overskuddet på i det netop afleverede regnskab for 2020/2021. Det sker i et år præget af corona og store prisfald på grisekød.
Der ligger en fokuseret indsats gennem flere år bag Danish Crowns rekordresultat i regnskabsåret 2020/21. Der har været arbejdet målrettet for at styrke koncernens positioner på hjemmemarkederne i Nordeuropa. Der er satset globalt på kategorierne bacon, pizza-toppings og konserves samt investeret i DAT-Schaub, der nu er blandt de globale markedsledere på salg af produkter fra grisetarme til fødevare- og pharma-industrien. Det skriver Danish Crown i pressemeddelelsen, hvor de præsenterer deres rekordregnskab, der dog først skal godkendes på slagterigigantens repræsentantskabsmøde den 30. november.
Den strategiske målsætning har været at løfte indtjeningen, så Danish Crown blev i stand til at øge afregningen for ejernes leverancer af grisekød med mindst 60 øre pr. kilo i forhold til det europæiske prisindeks. Det mål er nu indfriet to år i træk.
– Det er et virkelig godt regnskab, og jeg kan med tilfredshed konstatere, at vi nåede vores målsætning i vores nu leverede 4WD-strategi. Det viser robusthed, at vi lykkedes i det forløbne år. Medarbejderne har leveret en exceptionel indsats. Alle har løst deres opgaver, taget hjemmearbejde og titusindvis af hurtigtest på vores fabrikker i stiv arm. Samtidig har vi haft en fast hånd på roret og holdt kursen, selv om vi i perioder var delvist afskåret fra at eksportere til Kina, og salget til cafeer, restauranter og kantiner har været hårdt ramt af COVID-19. Det er en præstation, vi kan være stolte af, siger Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown.
Danish Crowns nettoresultat går 5,3 procent frem til 2,255 milliarder kroner. Grundet massive fald i verdensmarkedspriserne på grisekød i den sidste tredjedel del af regnskabsåret mindskes den samlede omsætning med 4,1 procent til 58,287 milliarder kroner.
Restbetalingen til andelsejerne for leverancer af grise bliver 130 øre pr. kilo og 110 øre pr. kilo for søer, mens kreaturandelsejerne også får en restbetaling på 130 øre pr. kilo. Derudover bliver der sat 242 mio. kr. ind på andelsejernes ejerkonti. For en ejer, der leverer 10.000 grise årligt, bliver det samlet set til cirka 1,3 mio. kr.