Den jyske supermarkedskæde LIVA Stormarked bliver fra d. 1. maj en del af Dagrofa-koncernen og tilføjet til MENY-kæden.

Efter d. 1. maj bliver de røde bogstaver, som pryder indgangen til LIVA Stormarked i Kolding, erstattet af det velkendte, dog stadig røde, MENY-skilt. Dagrofa udvider butiksporteføljen og opkøber den jyske supermarkedskæde LIVA Stormarked, som fremadrettet bliver en del af MENY-kæden.
Koncernchef for Dagrofa, Tomas Pietrangeli fortæller, at opkøbet er en del af en større strategisk satsning:
”Vi står på et stærkt fundament med vores resultat i 2022 og er kommet godt fra start i 2023. Vi fortsætter derfor med vores strategiske ambitioner og herunder en mere offensiv ekspansionsplan. Vi har lige nu over 500 dagligvarebutikker fordelt på kæderne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb, og vi vil ekspandere yderligere.”
Tomas Pietrangeli tilføjer, at Dagrofa ønsker at være mere lokalt forankret.
”Derfor er det fantastisk at udvide vores butiksnet med en lokal supermarkedskæde, der er blomstret op i Kolding,” lyder det fra Tomas Pietrangeli.
Dagrofa har planer for løbende at styrke butiksnettet, både igennem den stigende interesse i lokalt forankrede butikker som borgerprojekter og en generel modernisering og tilføjelse af nye SPAR, Min Købmand, Let-Køb eller MENY-butikker. Der arbejdes på en række nye lokale Min Købmand butikker og snart åbnes den tredje SPAR franchise butik samt MENY-supermarkeder i Valby og Skovlunde i 2024.