Dagrofa, som ejer kæderne, MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb har ambitiøse mål om at gøre de grønne fødevarer tilgængelige for alle i hele Danmark. En ny stor aftale med Naturli’ gør det muligt for den enkelte købmand at efterkomme de lokale kunders efterspørgsel på plantebaserede produkter.
– I Dagrofa er vi rigtig glade for at have indgået partnerskab med Naturli’. Vi vil gerne give vores kunder nogle nye innovative madoplevelser på plantebaserede fødevarer, som de ikke kender i dag. Der kommer flere og flere grønne forbrugere i vores butikker, og de skal have mulighed for at vælge imellem endnu flere lækre plantebaserede fødevarer fremover, siger Michael Christensen, kategoridirektør i Dagrofa.
Ifølge Naturli’s CEO, Henrik Lund, er der tale om en demokratisering af muligheden for at tage del i den grønne madkultur.
– Aftalen med Dagrofa er utrolig positiv, da de plantebaserede produkter kommer ud i alle hjørner af landet, hvor de er efterspurgte. 58 pct. af danskerne vil gerne spise mindre kød, så overalt er der en stor og voksende efterspørgsel efter plantebaserede fødevarer. Forudsætningen for smagen af en grønnere fremtid er, at de grønne fødevarer er lige rundt om hjørnet, at de smager godt og kan indgå i de retter og måltider, som vi alle er vokset om med, siger Henrik Lund.