Mængden af trykte tilbudsaviser skal ned, lyder det fra Coop, der slår sine to største tilbudsaviser sammen til én.
Kvickly og SuperBrugsens tilbudsaviser er nu lagt sammen i én fælles avis, der også indeholder fx. nonfood tilbud, der kun gælder i Kvickly.
Dermed fortsætter Coop sin reduktion af trykte tilbudsaviser, der også betyder, at Dagli´Brugsen ikke mere distribuerer sin trykte tilbudsavis.
– Med de klima-udfordringer verden står med, giver det ingen mening, at der hvert år bliver trykt og husstandsomdelt tilbudsaviser i Danmark, som kræver, at der fældes flere end 300.000 træer årligt, svarende til 336.000 tons CO2. Derfor undrer det mig meget, at vores politikere fortsat ser passivt på dette åbenlyse frådseri, siger adm. direktør for Coop, Peter Høgsted.
Kvickly og SuperBrugsen er Coops to største kæder. Og her har man hidtil været meget afhængig af tilbudsaviserne i kampen om kunderne.
– Vi synes, det er lykkes at skabe en avis, der tilsammen er stærkere end de to har været hver for sig. Her er alt det bedste fra begge kæder samlet. Men det afgørende er selvfølgelig, hvordan kunderne reagerer, siger salgsdirektør for Kvickly, Thomas Nielsen.
I SuperBrugsen har man som i øvrige Coop-kæder oprustet på de mere klimavenlige, digitale kanaler: Coop Appen, netavis, mails, Facebook mv.
– Vi er kommet langt, og har fået nogle nye digitale kanaler, som stadig flere kunder bruger – og som hverken kræver trykning eller distribution. Men den trykte avis har stadig så stor betydning for salget, at vi ikke kan stoppe distributionen alene. Der skal fælles regler til i branchen, siger kædedirektør Jesper K. Andersen, SuperBrugsen. Han tilføjer, at den nye fælles tilbudsavis foreløbig er en test, der kører de kommende måneder.