Odense Nonfood Center er blevet solgt af 3C GROUPS til Coop Danmark
En ejendom på på godt 72.000 kvm. ved den Fynske motorvej er et vigtigt knudepunkt i Coops distribution af både dagligvarer og nonfood til det meste af Danmark. Coop har hidtil boet til leje, men har nu overtaget ejerskabet. Hvor mange penge Coop helt præcist har lagt på bordet er ikke oplyst, men det er på den anden side af en halv milliard kr.
– Vi er tilfredse med, at denne store aftale er faldet på plads. I Coop vil vi gerne selv eje de vitale dele af vores infrastruktur. Og her er Odense Nonfood Center helt central som et af Danmarks mest moderne distributionscentre, siger koncerndirektør Kræn Østergård Nielsen, Coop.
Odense Nonfood Center er bygget i 2008, og Coop har været lejer siden 2009. Det er det mest automatiserede af Coops fem store distributionscentre. De øvrige er beliggende i Hasselager ved Aarhus, Aalborg, Albertslund og Brøndby og er ejer af Coop.
I 3C GROUPS, der har solgt ejendommen er der ligeledes tilfredshed med aftalen.
– Vi købte de tidligere Roulunds Fabrikker i 2006 af A.P. Møller Maersk, og har haft et fortrinligt samarbejde med Coop. Derfor glæder det os, at vi med handlen sikrer Coops fortsatte tilstedeværelse i Odense. Det er et markant signal med gode langsigtede perspektiver, at Coop ønsker at fastholde deres centrale placering i Odense, siger ejer og koncernchef Niels Thorborg.