Chili er noget, alle danskere skal kunne gå på opdagelse i. Derfor har pølsemand Jacob Hoffman udviklet en chilisauce til danske ganer
I 2014 satte Jacob Hoffman jagten ind på at udvikle den optimale chilisauce til det danske marked. Gennem sit mangeårige arbejde som pølsemand oplevede han et stigende behov og en voksende efterspørgsel efter chili ved pølsevognskranken – og han så, at der manglede en produktserie, der henvendte sig til de danske ganer med deres særlige præferencer for smag og styrke.
Det blev startskuddet til udviklingen af Bobo’s Chili, som i dag dækker over en række velsmagende variationer, som kan fås i flere supermarkeder landet over.
Ikke kun et spørgsmål om styrke
Det er Jacobs mission at gøre op med den holdning, mange deler – at chili blot er et spørgsmål om styrke. Chili er så meget mere og ved at kombinere forskellige smage med forskellige styrker, opstår en helt ny verden af muligheder for smagsoplevelsen.
Noget alle danskere ifølge Jacob Hoffman skal kunne gå på opdagelse i. Målet var derfor at udvikle en række produkter med forskellige smage og styrkeniveauer.
– For mig var det vigtigt at udvikle en chili, der er i øjenhøjde med forbrugeren, og som kan bruges som supplement til resten af maden, uden at overdøve det man har stået og kokkereret, siger Jacob Hoffman og fortsætter:
– Indtil nu har vi udviklet fem forskellige smagsvariationer: Original, Mørk, Sød og Frisk, Golden Lady og Hells Bells. Og med disse smagsvariationer er der noget for enhver smag – både den lette og fine antydning af chili og den helt stærke version.
Danskproduceret i Hørsholm
Bobo’s Chili er danskproduceret på fabrikken i Hørsholm, hvor Jacob Hoffman med sit team, og familie, styrer den daglige drift.
De arbejder for tiden med at optimere selve flasken og kan meget snart præsentere en optimeret og mere miljøvenlig flaske i glas.
– Vi er glade for at have optimeret vores produkts emballage på flere tangenter og vi glæder os til at kunne præsentere den og se, hvordan den modtages ude hos kunderne. Flaskerne kommer til at klæde ethvert café- og restaurantbord, siger Jacob Hoffman med et smil og tilføjer:
– Vi tilbyder også gerne demoer, hvor vi kommer ud og præsenterer og fortæller om, hvordan de forskellige produkter kan anvendes som ingrediens eller som det ekstra pift på den færdige ret.
Flaskerne forhandles enten på telefon eller via Råhandel, en online markedsplads for danske producenter af lokalproducerede kvalitetsprodukter. Flaskerne distribueres en gang om ugen.