Restaurant Capa ved Casper Sobzcyk vinder Oplevelsesprisen for bedste i Smagsoplevelse 2021. Casper Sobzcyk er blandt andet verdenskendt for sin velsmagende smørbøf, hvor han pakker verdens bedste kød ind i smør og lader det lagre i op til 60 dage.
Bag Oplevelsesprisen står Truestory, som er en digital oplevelsesplatform med et håndplukket udvalg af de bedste, lokale oplevelser, der siden 2021 har sendt mere end en kvart million danskere ud på oplevelse.
Oplevelsesprisen er 100 procent bestemt af danskerne, hvor der i første omgang blev nomineret frit af smagsoplevelser fra hele landet (ikke kun Truestory-partnere). I kategorien ”Bedste Smagsoplevelse” modtog Truestory over 400 nomineringer fra hele Danmark og mere end 3.000 stemmer på de 10 finalister. Det blev Capa, der løb med sejren som Bedste Smagsoplevelse 2021.
Vandt på helhedsoplevelsen
Gæsterne på Danmarks smagsoplevelser har valgt Capa på baggrund af den oplevelse, de har haft. Det særlige fokus har været på helheden – maden, stemningen og service er i særklasse.
Restaurant Capa byder på verdens bedste kød; Sashi, et madunivers med smage fra hele verden, fokus på gode råvarer og formidabel stemning. Med køkkenchef Casper Sobzcyk (kendt fra Go’ Morgen Danmark) i spidsen for et stærkt team af dygtige folk, er gæsterne garanteret en helt speciel madoplevelse med fokus på den gode smag.
Casper Sobzcyk er stolt over gæsternes valg. Han fortæller:
-Vi har vundet på baggrund af gæsternes helhedsoplevelse – så enkelt er det. Alt skal gå op i en højere enhed. Vi stræber efter at være bedst i alt, hvad vi laver. Mad skal laves ordentligt og med passion for den gode smag. Herudover er vores tjenere naturligvis også en vigtig brik mht. kundernes oplevelse. Den magi, som opstår i mit køkken, kommer kun ved at bruge de bedste råvarer, innovation og mange års erfaring. Det er der, det hele sker.
-Vi er til for vores gæster, og derfor er det særligt vigtigt for mig, at vi modtager netop den ære – at vinde oplevelsesprisen, som er valgt på baggrund af kundernes oplevelse hos os, fortæller Casper Sobzcyk.
Casper Sobzcyk er uddannet kok, opvokset med den bornholmske madkultur og manden bag smørbøffen, som gik viralt med over 150 millioner visninger. Bøffen pakkes ind i smør og lagres i op til 60 dage. Herudover er Casper Sobzcyk et kendt ansigt fra Go’ morgen Danmark og naturligvis restaurant Capa i hjertet af København på Rådhuspladsen.