Arla Foods hæver nu mælkeprisen til producenterne i England. Prisen stiger med to pence svarende til omkring 17 øre pr. kg. Prisstigningen var ventet, da Arlas konkurrenter for nylig også har øget prisen, skriver Landbrugsavisen.
I England stiger prisen på mejeriprodukter i butikkerne. Det er især ost, der stiger i pris, mens konsummælk har lidt svært ved at følge med op. Og netop de engelske Arla-producenter leverer mælk til konsum-industrien.
En mælkekrig sidste sommer har sat sine spor, og discountbutikkerne skar sidste år omkring en fjerdedel af mælkeprisen og øgede deres markedsandel med 2,7 procent sammenlignet med de største supermarkedskæder.