Efter 14 år som formand for bestyrelsen i Food Organisation of Denmark takker Sticks’n’Sushi-stifter, landmand og restauratør Kim Rahbek af – og pladsen bliver overtaget af en ny profil med en stærk baggrund i landbruget og fødevareindustrien.
Kim Rahbek har spillet en central rolle i at udvikle og styrke FOOD – og har bidraget væsentligt til udviklingen af organisationens mange initiativer. Men efter mere end et årti med dedikation, passion og lederskab, er det nu blevet tid til at give stafetten videre.
Anne Laewaetz Arhnung er en erfaren kvinde fra fødevarebranchen, som bringer en dyb viden og et friskt perspektiv til organisationen. Med mange års erfaring indenfor bestyrelsesarbejde, ledelse og udvikling, er Anne klar til at bidrage til fortsat vækst og udvikling af organisationens arbejder for at fremme dansk gastronomi, oplevelser og fødevarer – både nationalt og internationalt.
”Da FOOD for fjorten år siden blev etableret, var formålet, kort fortalt, at udbrede glæde og kendskab til dansk og nordisk gastronomi og kvalitetsfødevarer”, fortæller den afgående formand Kim Rahbek og fortsætter:
”Dette skulle blandt andet ske ved at skabe en række signaturbegivenheder og derigennem brande Danmark og den gastronomiske scene nationalt og internationalt. Uden en dedikeret og dygtig direktion og ledelse og medarbejdere på alle niveauer, har det ikke været muligt at virkeliggøre visionerne og formålet med FOOD. Og dette er lykkedes. Hvilket jeg naturligvis er stolt over. Som formand har det været en udsøgt glæde at være en del af holdet i alle årene, hvilket jeg ydmygt takker for. Jeg vil samtidig rette en tak til bestyrelsen, for godt samarbejde, mange gode dialoger og beslutninger. Altid i en god stemning. Men vi skal videre og nu er det også tiden til, at der skal nye kræfter til og med Anne Arhnung som ny formand, er jeg overbevist om, at FOOD vil fortsætte den gode rejse fremover med endnu flere muligheder, løsninger og succeser til glæde for den danske fødevarebranche, dansk gastronomi og den danske befolkning. Og jeg glæder mig til at følge aktivt med på sidelinjen.”
Fødevareproduktion og gastronomi skal ses i en sammenhæng
Anne Arhnung ser frem til at påtage sig rollen og bygge videre på det stærke fundament:
”Dansk fødevareproduktion ser ind i store forandringer. Den nyligt indgåede trepartsaftale, klimaforandringerne, fokus på biodiversitet og havets tilstand, vil få en kæmpe impact på, hvordan hele fødevaresystemet kommer til at se ud i fremtiden, og dermed den platform som den danske gastronomi skal stå på. Gastronomien er en kæmpe styrkeposition for Danmark. Fødevareproduktion og gastronomi skal ses i en sammenhæng, og vi kommer kun i mål med de kæmpe forandringer, hvis begge parter støtter op om hinanden. Som ny formand vil jeg glæde mig til at være med til at facilitere dette gennem FOODs mange fine aktiviteter og arrangementer. FOOD er en stærk platform for hele den samtale, og det glæder jeg mig til at være formand for, sammen med en stærk bestyrelse.”
Food Organisation of Denmark står bag Danmarks største madbegivenheder – Copenhagen Cooking, Aarhus Food Festival og Madens Folkemøde – samt en lang række andre fødevareprojekter, events og festivaler, herunder blandt andet: Planteløftet, Det Grønne Rejsehold og international profilering af dansk gastronomi. Formålet er at fremme dansk gastronomi og fødevarekultur.