Aqua d’Or sætter igen nye miljøstandarder for læskedrikke i Danmark. I gennemsnit består to-tredjedel af flaskerne på danske butikshylder af ny plast. Men nu er alle Aqua d’Or-flasker lavet af ren genbrugsplast.
I 2019 var Aqua d’Or også først med en flaske af ren genbrugsplast til det danske retursystem. Dermed er Aqua d’Or den drikkevareproducent i Danmark med det højeste forbrug af genbrugsplast og giver forbrugerne en populær mulighed for nemt at vælge bæredygtigt.

Det danske retursystem er verdenskendt for at få næsten alle flasker retur og genanvendt. Men ifølge tal fra Bryggeriforeningen består i gennemsnit to-tredjedel af en flaske på butikshylden stadig af ny plast. Nu løfter Aqua d’Or barren ved kun at sende flasker af ren genbrugsplast på markedet.
-Det er måske ikke så jysk at sige det, men vi mener faktisk, at Aqua d’Or sætter en ny standard for plastflasker i Danmark. Forbrugerne kan nu nyde en Aqua d’Or med bevidsthed om, at det er en flaske af genbrugsplast, der vil blive genanvendt mange gange i retursystemet. Der er ingen belastning af miljøet med plast. Vi tager tværtimod overskudsplast ud af systemet, siger Brand Manager, Line Jørgensen.
Flere års investeringer og udvikling bag milepælen
Når ren genbrug af flasker først kommer nu, er det fordi, det er teknisk udfordrende at lave holdbare flasker i ren genbrug. Aqua d’Or har arbejdet på det i flere år.
I april 2019 introducerede virksomheden en 1,25L naturligt mineralvand, der var den første rene genbrugsflaske i det danske retursystem. Siden er flere kommet til. Med skiftet til 100 procent genbrugsplast, er Aqua d’Or den drikkevareproducent i Danmark med det højeste forbrug af genbrugsplast i produktporteføljen. Dét betyder mindst 402 tons mindre ny plast på markedet hvert år.
-Vi regner da med, at vores konkurrenter kommer til at følge med, og det er kun positivt, at vi presser hinanden til mere bæredygtighed. Arbejdet stopper bestemt ikke her. Vi ønsker fortsat at udfordre og pionere vores industri, når det kommer til ansvarlighed og cirkularitet, siger Line Jørgensen afslutningsvis.