En ny kartoffelsort, Alexandra, høstes i disse uger på Lammefjorden. Det særlige ved denne kartoffel er, at den helst skal spises kold.
Alexandra dyrkes og forhandles af Storøhage Kartofler A/S på Lammefjorden. Her har Peter Anker fundet den særlige salatkartoffel hos en tysk leverandør af læggekartofler og sikret sig eneret på det danske marked.
– I år har vi kun fået kartofler til et begrænset areal, men i 2015 har vi sikret os nok til at kunne 20-doble produktionen, oplyser Peter Anker.
Peter Anker ser gerne, at vi i Danmark går samme vej som Storbritannien: At butikker og forbrugere er langt mere bevidste om, at kartoffelsorterne har hver sine egne egenskaber.
– I England er det meget normalt, at en supermarkedskæde har eneret på at sælge bestemte sorter, som kan spores tilbage til lige præcis den mark, hvor de er dyrket. Samme koncept prøver vi at brede ud herhjemme. I år med Alexandra i Irma. Og sidste år introducerede vi Antonia, som vi også har eneret på at forhandle. Den leverer vi eksklusivt til Dagrofa, fortæller Peter Anker.
Han understreger, at Storøhage Kartofler har fuld kontrol over forsyningskæden, da Alexandra og Antonia dyrkes og pakkes på virksomhedens egen jord og pakkeri på Lammefjorden.
Det betyder også, at sorterne er omfattet af EU’s kvalitetsordning BGB (Beskyttet Geografisk Betegnelse), som lammefjordskartofler blev godkendt til i år.