Local Spirits, den danske distributør af økologisk, lokal spiritus, bliver fremover hovedleverandør til Scandics 27 danske hoteller. Local Spirits gør brug af verdens første cirkulære leveringsløsning, som erstatter traditionelle glasflasker med genbrugelige spiritusbeholdere. Samarbejdet reducerer hotelkædens forbrug af glasflasker fra spiritus med 70%, hvilket mindsker CO2-udledningen med op til 90%. Derudover tilføres oplevelsen i hotelbaren et lokalt og innovativt kvalitetsløft.
Som Danmarks største og eneste svanemærkede hotelkæde har Scandic i mange år støttet lokale producenter. Local Spirits har siden 2022 været spiritusleverandør til to af Scandics danske hoteller (Scandic Nørreport og Scandic Spectrum), og de gode erfaringer med de lokale, økologiske spiritusprodukter får nu hotelkæden til at udvide samarbejdet. Fremover vil Local Spirits være hovedleverandør og stå for 85% af spiritussortimentet til Scandics 27 danske hoteller. Samarbejdet forventes at være udrullet på alle hoteller ved udgangen af året.
Local Spirits’ unikke kvalitetsprodukter leveres i beholdere med 4,5 liter (ecoTOTE), der kan genopfyldes og genbruges mindst 150 gange. Hver enkelt beholder erstatter omkring 1000 flasker, og med det landsdækkende samarbejde kan Scandic fremover skære massivt i hotellernes forbrug af flasker. Hermed opnås en dokumenteret CO2-reduktion på 60-90% sammenlignet med levering af spiritus i engangsflasker.
“Det glæder mig, at vi udvider samarbejdet med Local Spirits til alle vores 27 hoteller. Vores erfaringer viser, at bartendere og gæster sætter stor pris på produkternes kvalitet og lokale storytelling. Det skaber glæde både at tilberede og nyde velsmagende og økologiske cocktails, og at vi skærer flere tusind glasflasker væk på hotellerne, får samarbejdet til at gå op i en højere enhed. Det ligger i Scandics DNA at tage ansvar, når det kommer til en mere bæredygtig omstilling og hoteldrift, og jeg håber, at vores samarbejde med Local Spirits kan få andre til at tage lignende valg,” udtaler Scandics F&B direktør Karsten Felvang Nielsen.
Scandic og Local Spirits er i forvejen medlemmer af Økologisk Landsforening, og begge parter arbejder aktivt for at fremme økologi i Danmark. Scandic er den første større hotelkæde til at benytte Local Spirits som hovedleverandør, og samarbejdet skaber glæde hos spiritusleverandøren:
“At Danmarks største hotelkæde gør os til hovedleverandør af spiritus er en kæmpe anerkendelse af vores arbejde med lokal produktion, økologi og CO2-besparende leveringsløsninger. Vi er stolte af, at Scandic viser os den tillid og baner vejen for, at flere kan få øjnene op for vores cirkulære leveringsløsning, da genbrug klart er at foretrække frem for genanvendelse, når det kommer til glasemballage,” siger Jeppe Rasch Christensen, partner og Chief Commercial Officer hos Local Spirits.
Som en ekstra samarbejdsbonus planter Local Spirits et træ i Malaysia for hver ecoTOTE, de leverer til Scandic. På nuværende tidspunkt består området af 336 træer, og over tid vil samarbejdet mellem Scandic og Local Spirits resultere i en mindre skov. Det er planen, at hotelgæsterne skal kunne følge udviklingen af skovområdet ved at scanne en QR-kode, når de sidder i hotellernes barer og nyder en cocktail.