I 2021 er det 20 år siden Danske Ølentusiaster lavede deres første “ølfestival”, og efter halvandet år med restriktioner er der særligt meget at fejre.
Forbrugerorganisationen Danske Ølentusiaster holder deres årlige ølfestival i Lokomotivværkstedet i København fredag d. 22. oktober og lørdag d. 23. oktober. Gæster kan her møde bryggere fra hele landet, der står klar til at præsentere deres øl og tage en snak om hvordan det er lavet.
På årets Ølfestival kan du blandt andet møde vinderen af Årets Danske Bryggeri 2020, Det Lille Bryggeri, Frederikshavn Bryghus, der laver Danmarks største øl og Gamma Brewing Company, der netop har vundet Børsens Gazelle Pris. Men det er slet ikke nok kun at nævne disse tre. Der er langt flere bryggerier, som bare skal smages på årets Ølfestival.
Danske Ølentusiaster har efterhånden en stor erfaring i at lave ølfestivaler, og det er i år deres 26. af slagsen fordelt over de sidste 20 år – lige med undtagelse af sidste år selvfølgelig. Da den første Ølfestival blev lavet eksisterede ordet ikke, og foreningen valgte derfor at tage et registreret varemærke på navnet. Det kan lyde helt helt skørt i dag, men det skal ses i lyset af et øldanmark, som ikke gjorde meget ud af sig selv. Det var stadig i ølrevolutionens spæde start, og det at møde den eller de bryggere, der havde lavet øllet var ikke set før. Det er først kommet sidenhen, bl.a. med foreningens Ølfestival og mange arrangementer ude i de 50 lokalafdelinger.
– Vi er utroligt stolte af den lange tradition vores Ølfestivaler har fået, siger landsformand Klaus Rehkopff.
– Det, at vi en gang om året kan mødes til så stort et arrangement, medlemmer, bryggere, frivillige og selvfølgelig hr. og fru Danmark, er utroligt vigtigt, og måske er endnu mere vigtigt efter halvandet år med corona-restriktioner. Vi har brug for at mødes og tale om øllet – det har altid været der, hvor vi som forening har været stærkest.
Danske Ølentusiaster prøver for første gang i år at dele Ølfestivalen op i sessioner á fem timer. På den måde sikres der plads i hallen og mindre kø ved bryggeriernes stande. Man kan også bestille mad på forhånd, så der er tid til at koncentrere sig om det virkeligt vigtige – øllet.
Du kan købe billetter til årets festival her: Ølfestival 2021