
Det er ikke afbillede Thorkild Fuglsang Nielsen der fylder 15 år, men derimod hans rekrutteringsvirksomhed HEAD aHEAD der kan fejre et flot 15 års jubilæum. Virksomheden formidler i dag årligt job til omkring 700 personer inden for hoteller, restauranter og turisme. Deres jobportal er en af branchens største og besøges månedligt af cirka 30.000 jobsøgende eller virksomheder, som søger nye medarbejdere. Virksomheden er landsdækkende og har kontorer i både København og Fyn/Jylland.
Passion for mennesker og drift af virksomheder i branchen skabte HEAD aHEAD
Thorkild Fuglsang Nielsen har hele sit liv været en del af hotel- og restaurantbranchen. Han er oprindeligt uddannet inden for hoteller og restauranter, og har i sin efterhånden lange karriere haft adskillige direktør- og lederstillinger i branchen. De mange år i branchen har givet ham solid erfaring med at ansætte de rette profiler til jobs i service- og turismevirksomheder. Og det var da også passionen og interessen for både driften af virksomheder i branchen og for personaledelen, som gjorde, at han i sin tid tog springet og åbnede egen rekrutteringsvirksomhed. Thorkild Fuglsang Nielsen fortæller:
– Det at være med til at drive hoteller og restauranter og beskæftige sig med både service og med mennesker har altid været min passion. Jeg har i løbet af min karriere været med til at ansætte et stort antal mennesker til jobs på alle niveauer i branchen, så det faldt mig derfor helt naturligt at gå skridtet videre og stifte egen rekrutteringsvirksomhed tilbage i 2002. På det tidspunkt manglede der rent faktisk en rekrutteringsvirksomhed med speciale indenfor netop hoteller, restauranter og turisme, så man kan vel sige, at jeg tog den ledige plads i markedet.
Nye rekrutteringsmetoder skal sikre den fortsatte udvikling
Der er som bekendt rift om medarbejderne i turismebranchen i disse år, og i takt med at verden også bliver mere og mere digital og særligt de unge mennesker, der netop tegner hotel- og restaurantbranchen, udelukkende benytter sig af diverse elektroniske kanaler, platforme og medier, ser man hos HEAD aHEAD nødvendigheden i at udvikle nye og mere tidstypiske metoder til at attrahere de bedste kandidater til de ledige stillinger hos deres mange virksomhedskunder.
– De mennesker, som vi i dag rekrutterer til turismeerhvervet skal ofte findes blandt de unge, særligt når vi taler tjenere, kokke og receptionister. Og de unge mennesker skal vi tiltrække på en anden måde end tidligere. Vi skal først og fremmest være til stede på de kanaler, hvor de selv er dvs. Facebook, LinkedIn, YouTube mv. Derudover kan vi se fra udlandet, at mange rekrutteringsvirksomheder tager nye værktøjer i brug for at gøre sig attraktive og interessante overfor de unge jobsøgende. Det nyeste er, at man producerer videoer, hvor virksomheden præsenterer stedet og de omgivelser, hvor man skal arbejde. Selve præsentationen sker ofte af medarbejderne på hotellet eller i restauranten, som er jobkandidatens kommende kollegaer. Det giver den jobsøgende mulighed for at høre om arbejdspladsen og se de omgivelser, vedkommende måske skal arbejde i. Samtidig får personen også et indtryk af hans eller hendes kommende kollegaer, faktorer, som vi ved er af stor betydning for de unge jobsøgende i dag. Man kan kalde det nutidens ”visuelle stillingsopslag”, og allerede i løbet af næste uge lancerer vi de første videoer.
Vækstpotentiale udenfor Danmark
– Vi ser en stor vækst herhjemme i turismebranchen både inden for restauranter og hoteller og samme tendens ser vi også ude i verden og hos vores nabolande. Det ligger derfor helt naturligt i udviklingsstrategien for HEAD aHEAD at kigge på mulighederne for fremtidig ekspansion på nogle af vores nærmarkeder. Og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at vi allerede har løst opgaver for virksomheder i andre lande, så vi ser meget positivt på udviklingen af virksomheden uden for Danmarks grænser, slutter Thorkild Fuglsang Nielsen.