Krisen har ikke gjort danske virksomheder bange for at prøve lykken i udlandet, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Tallene viser, at hver femte danske virksomhed (19 procent) med flere end 50 ansatte har outsourcet opgaver fra 2009 til 2011. I perioden blev der i gennemsnit rykket 5.600 jobs ud af landet om året. Det svarer til et fald på 11 procent i forhold til førkriseårene fra 2001 til 2006, hvor Danmark ifølge Danmarks Statistik var ét af de førende lande i EU, hvad angår outsourcing. Fra 2009 til 2011 har flere end halvdelen (54 procent) af virksomhederne valgt at outsource kerneaktiviteter, altså de primære opgaver som kendetegner virksomheden og dens branche. Men også såkaldte hjælpefunktioner som IT-opgaver og administrative opgaver rykker i stigende grad ud af Danmark.
De fleste virksomheder tager ikke så langt hjemmefra, når de flytter ud. Den primære outsourcing går til andre EU-lande. Tre ud af fire (77 procent) af de udflagende virksomheder angav lavere lønomkostninger som et meget vigtigt eller vigtigt motiv til at outsource.