
Fødevarestyrelsens Rejsehold var blandt de 130 myndighedspersoner, der onsdag kom på besøg i Bazar Vest i Aarhus. Mistanke om socialt bedrageri, sort arbejde og overtrædelse af hygiejneregler var nogle af resultaterne efter den storstilede razzia.
Medarbejderne fra Skat, Arbejdstilsynet og Fødevarestyrelsens Rejsehold kom til det store marked kort før klokken 14, hvorefter politiet spærrede udgangene, så ingen forlod basaren uden at blive registreret. I alt var godt 40 virksomheder udvalgt til kontrol og mere end halvdelen af disse overholdt ikke gældende regler, skriver Ritzau.
To af virksomhederne var slet ikke registreret, og 15 virksomheder er blevet pålagt at føre logbog på grund af mistanke om sort arbejde. I alt kan 21 virksomheder se frem til yderligere kontrolbesøg fra Skat. Derudover vil seks sager bliver overdraget til andre myndigheder, da der er mistanke om socialt bedrageri.
Medarbejdere fra Fødevarestyrelsens Rejsehold sanktionerede 15 virksomheder, der ikke overholdt overholdt fødevaremyndighedernes regler.
I en virksomhed var hygiejnen så dårlig, at den blev lukket på stedet. Også Arbejdstilsynet udstedte 15 påbud, og politiet anholdt to personer for overtrædelse af udlændingeloven.
Razziaen skete på initiativ fra Skat, men alle de deltagende myndigheder har interesse i at få lavet sådan et øjebliksbillede, lød det fra de deltagende parter, der først var færdige med aktionen efter mørkets frembrud onsdag aften.