
Nørrebro Bryghus er en autentisk københavnsk brewpub, der med god stil, i rå New York-inspirerede lokaler, afholder små og store arrangementer, og serverer udsøgt mad, og ikke mindst, fantastisk øl direkte fra bryggerkedlerne.
Af Kasper Mundt-Nielsen
Nørrebro Bryghus har ligget i Ryesgade, i forlængelse af Ravnsborggade, siden 2003. I maj 2014 blev der ansat en ny restaurantschef, Jann Madsen, som kort tid efter, så til, at en gennemgående renovering fandt sted. I samarbejde med designerne Søren Varming, der har været med fra starten og bl.a. har stået for designet af de let genkendelige Nørrebro Bryghus-etiketter og Ulrik Nordentoft, der er kendt for sit samarbejde med Claus Meyer, har de givet bryghuset en total make-over. Stilen er kraftigt inspireret af New York, og de forskellige dele af restaurant og pub er også opkaldt efter de ikoniske bydele omkring Manhatten.

Der produceres mellem 40.000 og 80.000 liter øl om året, på de store bryggerkedler i Ryesgade, og næsten det hele sælges i restauranten. Øllet produceres i tankene, for herefter, at fermentere i tre til fire uger, inden det ryger i tankrummet og så direkte ud i de 12 haner fordelt på to etager.
-Vi er først og fremmest et ølhus, for øllet er vores DNA, fastslår Jann Madsen, og fremhæver derfor vigtigheden af Brygmester Emil Rosendahls hårde arbejde, for at levere det bedst mulige øl.
-Bryggeriet her på Nørrebro, er vores eksperimentalbryggeri. Det er vores lille legeplads, hvor vi kan lave eksperimentelle bryg til salg her i huset, men vi laver også øl, som vi sælger til udvalgte barer og restauranter her i København, for at få en solid eksponering i specialøl-verdenen, fortæller Emil Rosendahl.

En stor del af den øloplevelse man får på Nørrebro Bryghus, stammer fra det hårde og spændende arbejde, det er, at parre maden med den helt rigtige øl. Her serveres der, både til frokost og aften, menuer, som er skræddersyet til de forskellige øl, der er at finde på bryghuset.
-Når vi udvikler en ny menu, bliver jeg inkluderet ret tidligt i processen, så jeg kan se hvilke smagsnuancer der arbejdes med. Her finder jeg så den inspiration, der skal til, for at brygge nye og spændende øl, som passer til den pågældende menu, siger Emil Rosendahl.
Jann Madsen tilføjer: ”Normalt skifter vi madmenu 5 gange om året. Så sørger vi for, at have omkring tre forskellige øl der går godt til henholdsvis forret og hovedret, og så to til desserten. Vi har jo også flaskeøl, hvis der skulle være brug for det. Og selvom vi er rigtigt dygtige til, at brygge øl, er vi ikke blege for at servere øl fra et andet bryggeri, hvis det passer ind i ølmenuen.”

Foruden mad og drikke, er Nørrebro Bryghus et godt sted, at afholde arrangementer. Det er muligt, at booke en aflukkelig del af restauranten til heldagsarrangementer, morgenmøder, frokoster, polterabender og lignende. Du kan også deltage i ølsmagninger og specielt-arrangerede koncertmenuer, når der er store arrangementer i Parken (Den nationale fodboldarena, der også ofte afholder store koncerter). Fra den 1. juli til den 9. juli afholdes der Jazz koncerter på Nørrebro Bryghus, i forbindelse med den københavnske Jazz festival, og til august er bryghuset også en del af Copenhagen Street Food Festival.
Læs mere i næste udgave af Scandinavian Food & Drink, hvor Jann Madsen fortæller om deres økologiske certificering.