Hos industrilimproducenten PKI Supply oplever man en stigende efterspørgsel på bionedbrydelig lim fra kunder, som bruger lim i deres emballage. Efterspørgslen skyldes, at kunderne ønsker at have en miljørigtig produktion, da det er blevet et større fokusområde hos de danske forbrugere.
– Vi kan mærke, at der er kommet et større fokus fra kunderne på at være miljørigtige, og det er her, at tanken om bionedbrydelige løsninger er opstået. Hos PKI Supply har vi i mange år produceret miljørigtige lime, og vi kan også producere bionedbrydelig lim, men vi er varsomme med at anbefale det til vores kunder. Dels fordi det kræver, at limen bliver opvarmet, før den kan nedbrydes og fordi vores erfaring viser, at kunderne ofte kan finde andre klæbemidler, som gør deres produkt langt mere miljøvenlige end bionedbrydelig lim, siger Rasmus Nielsen, kemiingeniør og teknisk chef hos PKI Supply.
Hos Teknologisk Institut får de også mange henvendelser om bionedbrydelige løsninger og forespørgsler på test og udvikling af disse. Dog mener man også hos Teknologisk Institut, at de bionedbrydelige emballageløsninger skal overvejes grundigt.
Genanvendelse eller bionedbrydelig løsning
– Bionedbrydelighed er et komplekst område. Derfor skal man gøre sig klart, hvad formålet med ens produkt er, samt hvorfor man ønsker, at det skal være bionedbrydeligt. For mange produkter er ”design for recycling” – dvs. et produktdesign, der muliggør genanvendelse af materialerne – nemlig mere miljøvenligt end en bionedbrydelig løsning. Det kommer helt an på funktionen og affaldshåndteringen af det enkelte produkt, siger Gitte Tang Kristensen, forretningsleder i Life Science på Teknologisk Institut.
Og netop genanvendelse af produkterne er ofte et overset område, når det kommer til at være miljørigtig. For selvom valget er faldet på en bionedbrydelig løsning, kræves der i mange tilfælde et specielt industrielt anlæg for at lave komposteringen. For at emballager kan kaldes bionedbrydelige, kræver standarden, at de kan nedbrydes i et komposteringsanlæg, men kun de færreste plastemballager fra de danske husstande ender i komposteringsanlægget i dag.
20 års erfaring i rådgivning
– Meget plastemballage kan i dag indgå i de etablerede indsamlings- og genanvendelsessystemer, vi har i Danmark, og genanvendelse i nye produkter frem for kompostering er oftest den gode løsning. I andre tilfælde giver bionedbrydelig lim rigtig god mening – hvis resten af produktets materialer har samme bionedbrydelighed og produktet håndteres, som det skal ved end of life. Derfor håber vi, at kommunikationen omkring bionedbrydelige løsninger bliver bedre, men det kræver, at man som producent sætter sig grundigt ind i området eller søger rådgivning, inden man træffer beslutningen om at fremstille og markedsføre et bionedbrydeligt produkt, siger Gitte Tang Kristensen.
Hos PKI Supply har de mere end 20 års erfaring i rådgivning af virksomheder og producenter af emballageløsninger, og det er ikke kun limen – men hele produktionen, som kan gøres mere skånsom for miljøet.
– Vi er glade for, at der er kommet et større fokus på miljøhensyn, og derfor vil vi også meget gerne komme ud til virksomheder og producenter og fortælle mere om de mange muligheder. Hos PKI Supply rådgiver vi nemlig ikke kun i at tilføre for eksempel bionedbrydelig lim. Vi ser også på, hvordan produktionen og i sidste ende produktet kan gøres mest klimavenligt, siger Rasmus Nielsen.